Ridván Messages

Med Festernes Konges komme, er forberedelsesperioden til den næste globale plan overstået: nu kalder vi Guds venner til en ny femårig forpligtelse med mod, beslutsomhed og opfindsomhed.

Bahá’u’lláhs trofaste skarer står rede. I de seneste måneder er der fra institutionelle møder over hele verden blevet sendt flere på hinanden følgende ivrige signaler om at ville påbegynde dette mægtige foretagende. De uafviselige påbud i budskabet til rådgiverkonferencen bliver allerede omsat til beslutsomme handlingsplaner. Årtiers heltemodige bestræbelser har formet samfundet og gjort det fortjent til et vist mål af bevislig duelighed med hensyn til at fostre vækst, hvilket stålsætter det til dette øjeblik. I særdeleshed har de sidste to årtier tydeligt fremskyndet denne færdighed, som vi har længtes efter så længe.

Igennem den periode har tilegnelsen af en handlingsramme, der hele tiden er under udvikling, gjort vennerne i stand til i stigende grad at nære og forfine en betydelig kapacitet, som i begyndelsen blev udmøntet i enkle tjenestehandlinger og senere førte til forbedrede handlingsmønstre, som til sidst krævede udvikling af en stadig mere kompleks kapacitet. På denne måde startede en systematisk proces med resurseudvikling og samfundsopbygning i tusindvis af områder (eng. cluster) - og mange steder er det gået stærkt fremad. Fokus har ikke udelukkende været på den enkelte troende eller samfundet eller Troens institutioner. Alle tre uadskillelige deltagere i udviklingen af Den nye Verdensorden stimuleres af de åndelige kræfter, der frigøres af Den Guddommelige Plan. Tegnene på deres fremgang bliver stadig mere tydelige: i den tillid, som utallige troende har tilegnet sig ved at videregive fortællinger om Bahá’u’lláhs liv og tale om Bahá’u’lláhs Åbenbaring og Hans uforlignelige Pagt, og hvad de indebærer; i det voksende antal sjæle, der som et resultat er blevet draget til Hans Sag og bidrager til opnåelse af Hans forenende vision; i evnen hos bahá’íerne og deres venner, samfundets sande græsrødder, til i veltalende vendinger at beskrive deres oplevelse af en proces, der i stand til at forvandle egenskaber og omforme et socialt liv; i det betydeligt større antal af et lands oprindelige befolkning, der, som medlemmer af bahá’í institutioner og organer, nu leder deres samfunds anliggender; i de pålidelige, generøse og selvopofrende bidrag til Fonden, så vigtige for at kunne understøtte Troens fremgang; i en opblomstring af personligt initiativ og kollektiv handlekraft til støtte for samfundsopbyggende aktiviteter, aldrig tidligere set; i den entusiasme hos så mange uselviske sjæle som i deres ungdoms vår bibringer dette arbejde umådelig livskraft, især ved pleje af den åndelige oplæring af yngre generationer; i styrkelsen af samfundets gudelige liv gennem regelmæssige andagtsmøder; i højnelsen af kapacitetsniveauet overalt i bahá’í administrationen; i institutionernes, organernes og den enkeltes parathed til at tænke i processer, at aflæse deres umiddelbare realitet og vurdere resurserne, hvor de bor og planlægge på det grundlag; i den nu velkendte dynamik i studier, rådslagning, handling og refleksion der har opdyrket en instinktiv lærende holdning; i den stigende forståelse for, hvad det betyder at virkeliggøre Læren gennem social aktion; i stadig øgede muligheder der søges og gribes for at give bahá’í perspektivet på de fremherskende diskurser i samfundet; i bevidstheden om det globale samfund, der med sin store indsats haster mod fremkomsten af en guddommelig civilisation ved at vise den samfundsopbyggende kraft, der ligger i Sagen; i vennernes voksende bevidsthed om, at deres bestræbelser for at fostre indre forvandling, udvide enhedens kreds, samarbejde med andre på tjenestens sti, hjælpe befolkninger med at påtage sig ansvar for deres egen åndelige, sociale og økonomiske udvikling – og gennem alle disse bestræbelser forårsage verdens forbedring, - kommer selve religionens formål virkelig til udtryk

Selvom ingen enkelt målestok kan opfange helheden i bahá’í-samfundets fremgang, kan meget sluttes ud fra det antal områder (eng. cluster) i hele verden, hvor et vækstprogram er etableret, og som vi i taknemmelighed over de nådegaver, der skænkes os af Abhá Skønheden, kan bekræfte har oversteget 5000. Så bredt et grundlag var forudsætningen for at påtage sig den opgave, som bahá’í verdenen står overfor – nemlig at styrke vækstprocessen i alle områder (eng. cluster), hvor den er begyndt, og som nu breder sig til et berigende samfundsmønster. Den forstærkede indsats, som kræves vil blive brydsom. Men resultatet har potentiale til at blive yderst betydningsfuldt, ja endog epokegørende. Små skridt vil, hvis de er regelmæssige og hurtige, være som at tilbagelægge en lang rejse. Ved at koncentrere sig om den fremgang, der skal være i et område (eng. cluster) i en indledende periode – for eksempel i de seks cyklusser, der kommer inden den første af de to 200-års jubilæer – vil vennerne gøre meget for at gøre deres mål for hele femårsperioden opnåelige. I hver cyklus gives der flygtige lejligheder til at tage et skridt fremad, dyrebare muligheder der ikke vender tilbage.

Desværre øges og forværres symptomerne på en stadig alvorligere sjælelig fortvivlelse i et omkringliggende samfund. Hvor slående er det ikke, at medens verdens folkeslag lider under manglen på et ægte lægemiddel og rykvis vender sig mod den ene falske forhåbning efter den anden, arbejder I kollektivt på at forfine et redskab, der forbinder hjerterne med Den evige Guds Ord. Hvor slående er det ikke, at midt i fastlåste meningers kakofoni og modstridende interesser, der overalt bliver mere og mere indædt, fokuserer I på at tiltrække mennesker til at opbygge samfund, der er en tilflugt for enhed. Langt fra at dette skulle tage modet fra jer, bør verdens fordomme og fjendtligheder være påmindelser om, hvor påtrængende behovet er hos sjæle overalt for den helende balsam, som alene I kan give dem.

Dette er den sidste i en lang række af Femårsplaner. Ved dens afslutning vil en ny fase i udviklingen af Den Guddommelige Plan åbnes, som skal drive Bahá’ulláhs samfund mod det tredje århundrede i Bahá’í Æraen. Måtte Guds venner i alle lande skønne på løftet i disse få år, der ligger forude, og som vil blive en grundig forberedelse til endog større opgaver, der kommer. Den nuværende Plans brede spillerum vil gøre hver og én i stand til at støtte dette arbejde, uanset hvor ydmyg andelen er. Vi beder jer, skattede medarbejdere, I som elsker Ham, der er verdnernes Højstelskede, om ikke at spare nogen bestræbelse for at tage alt det, I har lært og alle de gudgivne evner og færdigheder, I ejer i anvendelse for at Den Guddommelige Plan kan bevæge sig op på sit næste betydelige udviklingstrin. Til jeres inderlige bønfaldelser om himmelsk assistance føjer vi vores ved De Hellige Gravmæler på vegne af alle, der arbejder for denne altomfattende Sag.

Den strålende Ridván tid er for hånden og fra de højder, Det Største Navns samfund har nået, ses lyse udsigter i horisonten. Et stort område er blevet krydset: nye vækstprogrammer er opstået, og mens hundreder mere skal etableres i de næste tolv måneder, er bestræbelser på at igangsætte det nødvendige aktivitetsmønster begyndt i næsten alle de områder, der skal til for at opnå Femårsplanens 5.000 vækstområder. De eksisterende programmer bliver stærkere, og mange viser alt tydeligere, hvad det betyder for Guds Sag at gå endnu længere ind i det sociale landskab i et område, i et nabolag eller i en landsby. Den sti, der fører til vedvarende storstilet udbredelse og konsolidering, betrædes med fastere trin, ofte med tapre unge mennesker, der sætter hastigheden. Metoder for troens samfundsopbyggende kraft, som udløses i forskellige omgivelser, ses tydeligere, og de udstukne træk, der skal markere den videre udfoldelse af vækstprocessen i et område bliver gradvist mere synlige.

Opfordringen til at gennemføre og støtte dette arbejde rettes til alle Bahá'u'lláhs tilhængere, og det vil fremkalde et svar i hvert et hjerte, der pines ved verdens sørgelige tilstand, de beklagelige tilstande, som så mange mennesker ikke kan udfries af. For, når alt kommer til alt, er det den systematiske, beslutsomme og uselviske handling, der udføres inden for rammerne af Planens brede favntag, der er den mest konstruktive reaktion fra alle de troende, der bekymres over et uroligt samfunds stadig mangedoblede sygdomme. I løbet af det sidste år er det blevet stadig tydeligere, at den sociale konsensus omkring idealer, som traditionelt har forenet og sammenbundet et folk i forskellige nationer og på forskellige måder, er blevet stadig mere slidt og opbrugt. Den kan ikke længere byde på et pålideligt forsvar mod en bred vifte af intolerante og giftige ideologier, der kun tjener sig selv og lever af utilfredshed og vrede. Med en verden fuld af konflikter som hver dag viser sig at være mindre sikker på sig selv, bliver forsvarerne af disse ødelæggende doktriner, dristige og påtrængende. Vi genkalder os den utvetydige dom fra Den mest ophøjede Pen: ”De haster frem mod Helvedes Ild, og forveksler den med lys.” Det er nu blevet overladt til velmenende nationale ledere og gode viljer at kæmpe for at hele de brud, der er så tydelige i samfundet, som er ude af stand til at forhindre deres spredning. Virkningerne af alt dette ses ikke blot i direkte konflikt eller et sammenbrud i orden. I den mistillid der sætter nabo op mod nabo og bryder familiebånd, i fjendtligheden i meget af det, der går for at være social diskurs, i den flygtighed med hvilken opfordringer til lavere menneskelige motiveringer bliver brugt til at vinde magt og ophobe rigdomme – i alt dette ligger umiskendelige tegn på, at den moralske kraft, som understøtter samfundet, er blevet stærkt reduceret.

Og dog er det betryggende at vide, at midt i denne opløsning, er en ny slags kollektivt liv ved at tage form, som giver sig praktisk til kende i alt det, der er himmelsk i mennesker. Vi har bemærket, hvordan vennerne, især på de steder hvor intensiv undervisning og samfundsopbyggende aktiviteter opretholdes, har været i stand til at beskytte sig mod de materialismens kræfter, der risikerer at tappe deres dyrebare energi. Men ikke kun det, når de tumler med de forskellige krav på deres tid, taber de aldrig de hellige og presserende opgaver foran sig af syne. Denne opmærksomhed på troens behov og på menneskehedens bedste interesser kræves i alle samfund. Der, hvor et vækstprogram er blevet etableret i et ikke tidligere åbnet område, ser vi, hvorledes de indledende spirende aktiviteter opstår af den kærlighed til Bahá'u'lláh, som findes i hjertet hos en troende, der har forpligtet sig. På trods af den komplekse orden, som senere vil blive nødvendig, efterhånden som et samfund vokser i størrelse, begynder al aktivitet med dette enkle bånd af kærlighed. Det er af dette livsvigtige bånd, at der cyklus efter cyklus væves et mønster af tålmodige og koncentrerede bestræbelser på at præsentere børn, unge og voksne for åndelige idéer; at fostre en følelse af gudsdyrkelse gennem møder med bøn og andagt; at stimulere samtaler der oplyser forstanden; at starte stadig flere mennesker på et livslangt studium af Det skabende Ord og dets omsætning til gerning; sammen med andre at udvikle kapacitet til tjeneste; at følge hinanden i at bruge det, man har lært. Elskede venner, Abhá-skønhedens elskede: Hver gang vi står ved Den hellige Tærskel, beder vi inderligt for, at jeres kærlighed til Ham må give jer styrke til at hellige jeres liv til Hans Sag. Den rige indsigt, vi får fra områder og fra de centre af intens aktivitet der findes i dem, hvor samfundslivets dynamik har omsluttet et stort antal mennesker fortjener særlig omtale. Vi er glade for at se, hvorledes en kultur af gensidig støtte, baseret på kammeratskab og ydmyg tjeneste, helt naturligt har udviklet sig disse steder, en udvikling der systematisk bringer flere og flere sjæle ind i samfundets aktivitetssfære. I stadig flere miljøer viser det sig, at en befolknings bevægelse imod Bahá'u'lláhs vision om et nyt samfund, ikke længere blot ses som en betagende mulighed, men som en spirende realitet.

Derudover vil vi gerne sige nogle ord til de af jer, der endnu har til gode at se en tydelig fremgang i jeres omgivelser, og som længes efter forandring. Fat mod. Det vil ikke altid være således. Er ikke vores tros historie fyldt med beretninger om ugunstige begyndelser, men vidunderlige resultater? Hvor ofte har ikke nogle få troende – unge eller gamle – eller en enkelt familie, eller endog en enlig sjæl ved deres bedrifter lykkedes med at opdyrke et pulserende samfund i ugæstfri omgivelser, når de blev bekræftet af kraften i den guddommelige hjælp? I skal ikke forestille jer, at jeres egen situation i sagens natur er anderledes. Forandring i et område, om den er hurtig eller er svær at opnå, kommer hverken fra en formularagtig indfaldsvinkel eller fra en tilfældig aktivitet; den skrider fremad i rytmen af handling, refleksion og rådslagning, og bliver drevet frem af planer, der er frugter af erfaringen. Udover dette og uanset dens øjeblikkelige virkning er tjeneste for Den Elskede i sig selv en kilde til blivende lykke for ånden. Fat ligeledes mod fra jeres åndelige slægtninge i Troens Vugge, se hvorledes deres konstruktive udsyn, deres ukuelighed som samfund, og deres trofasthed, når de fremmer Det guddommelige Ord, forårsager forandring i det omliggende samfunds tanker og handling. Gud er med jer, hver og én. I de 12 måneder, der er tilbage af Planen, skal alle samfund gå fremad fra sin nuværende position til en stærkere.

Det altoverskyggende arbejde med udbredelse og konsolidering lægger et solidt fundament for den indsats, som bahá'í verdenen opfordres til at gøre i adskillige andre sfærer. Ved Bahá'í Verdenscentret, arbejdes der på metodisk at katalogisere og indeksere indholdet i de tusinder af breve, der omfatter den umådelige arv, som vores tros hellige tekster indeholder til gavn for hele menneskeheden – dette for at fremskynde udgivelse af mange bind skrifter både på deres originale sprog og i engelsk oversættelse. Bestræbelser på at opføre otte Mashriqu’l-Adhkár’er, hellige faner, der rejses til forherligelse af Gud, fortsætter i rask tempo. Arbejdet med eksterne anliggender på nationalt plan er blevet betydeligt mere effektivt og stadig mere systematisk, yderligere stimuleret af et dokument, som blev sendt til nationale åndelige råd for seks måneder siden, som trækker på den betydelige erfaring, der er genereret i de sidste to årtier og som giver en udvidet ramme til udvikling af denne indsats i fremtiden. I mellemtiden har Bahá'í International Community oprettet to nye kontorer, søstre til De Forenede Nationers kontorer i New York og Geneve og deres kontor i Bruxelles, i Addis Abeba og Jakarta, der således øger mulighederne for, at Sagens perspektiver kan tilbydes på internationalt plan i Afrika og Sydøstasien. Ofte tilskyndet af krav fra vækst opbygger en række nationale råd deres administrative kapacitet, der ses i deres betænksomme forvaltning af de resurser der findes, deres bestræbelser på at blive intimt bekendte med situationen i deres samfund samt på deres opmærksomhed på at sikre, at de nationale kontorers virke vokser sig stadig stærkere; behovet for at systematisere den imponerende viden, der nu samles på dette område har ført til oprettelse af et kontor for udvikling af administrative systemer ved Verdenscentret. Initiativer til social aktion af forskellig art fortsætter med at forøges i mange lande, der gør det muligt at lære, hvorledes den visdom, der ligger gemt i Læren, kan bruges til at forbedre sociale og økonomiske omstændigheder; så lovende er dette område, at vi har oprettet en syv-medlemmer stor international rådgivningsbestyrelse til Kontoret for Social- og økonomisk udvikling, som vil indføre det næste stadium i udviklingen af dette kontor. Tre medlemmer af bestyrelsen vil også tjene som Kontorets koordinerende team og bo i Det Hellige Land. Her til Ridván, vil vi således, når vi ser på alt det, der skal gøres, også se mange, der er parate til at gøre det. I tusinder af områder, nabolag og landsbyer strømmer friske kildevæld af tro og forvisning frem i en stadig strøm og opmuntrer ånden hos dem, der bliver berørt af deres genoplivende vande. Nogle steder flyder de som en rolig strøm, på andre allerede som en flod. Dette er ikke øjeblikket for nogen sjæl at hvile på bredden – alle skal være med i den frembrusende bølge.

Ved indledningen til denne strålende årstid lyser vores ansigter op, når vi ser den nyligt afslørede stråleglans på den gyldne kuppel, der kroner Bábs ophøjede Gravmæle. Tilbageført til den overjordiske glans, som var bestemt for det af Shoghi Effendi skinner dette ophøjede bygningsværk igen ud over land, hav og himmel ved nattetide såvel som om dagen og bærer vidnesbyrd om majestæten og helligheden hos den Ham, hvis indviede støv er skærmet deri.

Denne glædestime falder sammen med afslutningen på et lykkevarslende kapitel i udfoldelsen af Den Guddommelige Plan. Der er blot et enkelt tiår tilbage af det første århundrede af den formende tidsalder, de første hundrede år i 'Abdu'l-Bahás Testamentes velgørende skygge. Den femårsplan, der nu er afsluttet, efterfølges af en ny, hvis træk allerede nu er blevet genstand for intense studier over hele bahá'í verden. Vi kan i sandhed ikke være gladere over reaktionen på vores budskab til konferencen for de kontinentale rådgivernævn og til Ridván budskabet for tolv måneder siden. Vennerne vender sig igen og igen til disse budskaber, utilfredse med blot en fragmentarisk forståelse af deres indhold - enkeltvis, i grupper, ved formelle og spontane møder. Deres forståelse beriges gennem aktivt og informeret deltagelse i de vækstprogrammer, som udvikles i deres områder. Som et resultat heraf har det verdensomspændende bahá'í-samfund på nogle få måneder bevidst absorberet, hvad det har brug for til at føre dem ind i en overbevisende start på det kommende tiår.

I den samme periode har øgede tilfælde af politiske omvæltninger og økonomisk uro på flere kontinenter rystet regeringer og befolkninger. Samfund er blevet bragt til randen af revolution, og i betydningsfulde tilfælde udover den. Ledere har konstateret at hverken våben eller rigdomme garanterer sikkerhed. Hvor befolkningens forhåbninger er blevet frustreret, er en oplagret indignation vokset frem. Vi genkalder os hvor markant Bahá'u'lláh advarede jordens regenter: ”Jeres folk er jeres skat. Tag jer i agt at ikke jeres regeringsførelse krænker Guds bud, og overlader jeres myndlinge i røvernes hænder.” Et advarende ord: Uanset hvor interessant synet af folks iver efter forandring er, skal man huske, at der er interesser, der manipulerer begivenhedernes retning. Og så længe som det middel, der er foreskrevet af Den Guddommelige Læge, ikke tildeles, vil prøvelserne i denne tidsalder fortsætte og forstærkes. En opmærksom iagttager af disse tider vil uden videre sande den ustadige men ubarmhjertige accelererede opløsning af en verdensorden, der er sørgeligt mangelfuld.

Og dog kan man også ane dens modstykke, den konstruktive proces, som Beskytteren forbandt med ”Bahá'u'lláhs unge tro” og beskrev som ”forløberen for den Nye Verdensorden, som den tro inden længe skal oprette.” Dens indirekte virkning kan ses i strømmen af de følelser, især fra de unge, som udspringer af en længsel efter at bidrage til samfundsudviklingen. Det er en nåde tildelt Den Ældgamle Skønheds tilhængere, at denne længsel, som ubønhørligt vælder frem fra menneskeånden i alle lande, kan finde et så velformuleret udtryk i det arbejde, som bahá'í-samfundet udfører for at opbygge kapacitet til virkningsfulde forehavender blandt klodens forskelligartede befolkninger. Kan noget privilegium sammenlignes med dette?

For at få indsigt i dette arbejde skal alle troende se på 'Abdu'l-Bahá nu, hvor hundredåret for hans ”epokegørende rejser” til Egypten og Vesten bliver markeret. Utrætteligt forklarede han læresætningerne i hver social sammenhæng: i hjem, missionssale, kirker og synagoger, parker og torvepladser, jernbanevogne og oceanlinere, klubber og selskaber, skoler og universiteter. Ubøjelig i forsvar for sandheden, og dog uendelig mild af væsen, tog han de universelle principper i brug over for tidsalderens krav. Han gav alle – embedsmænd, videnskabsmænd, arbejdere, børn, forældre, eksilerede, aktivister, præster, skeptikere – uden forskelsbehandling del i sin kærlighed, sin visdom, trøst uanset hvad behovet var. Samtidig med at han opløftede deres sjæle, udfordrede han deres forudfattede meninger, nyorienterede han deres perspektiver, udvidede deres bevidsthed og fokuserede deres energi. Han viste i ord og handling en sådan medfølelse og generøsitet, at hjerterne blev fuldstændig forvandlede. Ingen blev afvist. Det er vores store håb, at hyppige minder, i løbet af dette hundredårs jubilæum om Mesterens uforlignelige historiske vidnesbyrd, vil inspirere og styrke hans oprigtige beundrere. Sæt hans eksempel foran jer og fæst jeres blik på det; det skal være jeres instinktive vejledning i forfølgelsen af planens mål.

Ved begyndelsen af bahá'í-samfundets første globale plan beskrev Shoghi Effendi i et overbevisende sprog de på hinanden følgende stadier ved hvilket det guddommelige lys var blevet tændt i Síyáh-Chál, iklædt åbenbaringens lampe i Bagdad, udbredt til lande i Asien og Afrika, ligesom det skinnede med stærkere stråleglans i Adrianopel og senere i Akká, projiceret over havene til de tilbageværende kontinenter og ved hvilket det lidt efter lidt kunne spredes ud over stater og territorier i verden. Den sidste del af denne proces karakteriserede han som ”dette lys' gennemtrængning . . . til alle de tilbageværende territorier på kloden”, idet han henviser til den som ”det stadium hvor lyset fra Guds sejrende tro, der skinner i al sin magt og herlighed har overgydt og omkranset hele kloden.” Skønt dette mål er langt fra at blive opfyldt, brænder lyset allerede intenst i mange regioner. I nogle lande skinner det i alle områder. I det land, hvor dets uudslukkelige lys først blev tændt, brænder det klart på trods af dem, der ønsker at kvæle det. I forskelligartede nationer opnår det en rolig flamme gennem hele nabolag og landsbyer, efterhånden som lys efter lys i hjerte efter hjerte tændes af Forsynets Hånd; det oplyser tænksom samtale på hvert niveau af menneskelig interaktion; det kaster sine stråler på myriader af initiativer, som tages for at fremme en befolknings trivsel. Og i hvert tilfælde udstråler det fra en trofast troende, et pulserende samfund, et kærligt åndeligt råd – hver af dem en ledestjerne i mørket.

Vi beder oprigtigt ved Den Hellige Tærskel for at hver af jer, bærerne af en udødelig flamme, må blive omgivet af Bahá'u'lláhs stærke bekræftelser, mens I giver troens gnist videre til andre.

Midt på eftermiddagen den 11. Ridván for et hundrede år siden løftede ’Abdu’l-Bahá stående foran

en tilskuerskare på flere hundrede mennesker en økse og huggede igennem grønsværen på

tempelgrunden ved Grosse Point nord for Chicago. De, som var inviteret til at bryde jorden

sammen med ham denne forårsdag, kom fra forskellige baggrunde – der var nordmænd, indere,

franskmænd, japanere, persere, oprindelige amerikanere for blot at nævne nogle få. Det var som om

det andagtshus, som endnu ikke var bygget, opfyldte Mesterens ønsker for enhver sådan bygning,

og som kom til udtryk ved den aftens ceremoni: ”at menneskeheden ville finde et mødested”og ”at

kundgørelsen om menneskehedens enhed ville udgå fra dets åbne hellige forgård”.

Hans tilhørere ved denne lejlighed og alle, der hørte ham i løbet af hans rejser til Ægypten og

Vesten, må blot vagt have opfattet de vidtrækkende implikationer i hans ord om samfundet, dets

værdier, og hvad det er optaget af. Endnu i dag er der næppe nogen, der kan gøre krav på at have

fået andet end et glimt, fjernt og utydeligt, af det fremtidige samfund, som Bahá’u’lláhs åbenbaring

er bestemt til at skabe. For ingen skal tro, at den civilisation, mod hvilken den guddommelige lære

driver menneskeheden, udelukkende vil følge af en regulering af den nuværende orden. Langt fra.

I en tale, som han gav nogle dage efter, at han havde nedlagt grundstenen til Vestens Modertempel,

udtalte ’Abdu’l-Bahá, at ”et af resultaterne af de åndelige kræfters manifestering vil være, at

menneskenes verden vil tilpasse sig til en ny social form,” at ”Guds retfærdighed vil åbenbares i

alle menneskelige anliggender”. Disse og talrige andre ytringer fra Mesteren, som bahá’í-samfundet

igen og igen vender sig mod i denne hundredårsfestval, gør os opmærksomme på den afstand, der

adskiller samfundet, som det nu er ordnet, fra den formidable vision, som hans Fader gav verden i

gave.

Desværre synes de forhindringer, der modarbejder virkeliggørelsen af denne vision at være

uoverstigelige for mange, på trods af de hæderværdige bestræbelser, som velmenende personer, der

arbejder på at forbedre samfundet i alle lande gør sig. Deres forhåbninger, baseret på fejlagtige

formodninger om den menneskelige natur, som gennemtrænger strukturer og traditioner i meget af

nutidens levis, har opnået status som et veletableret faktum. Disse formodninger ser ikke ud til at

tage den ekstraordinære reserve af åndeligt potentiale i betragtning, som er tilgængeligt for enhver

oplyst sjæl, der trækker på det; i stedet for stoler de på retfærdiggørelse af menneskehedens

ufuldkommenheder, hvis eksempler dagligt forstærker en almindelig (udbredt) følelse af afmagt. Et

lag af falske forudsætninger formørker således en fundamental sandhed: Verdens tilstand

reflekterer en forvrængning af menneskeånden, ikke dens inderste karakter. Formålet for enhver

Guds manifestation er at udvirke en forvandling i både menneskedens indre liv og i dens ydre

forhold. Og denne forvandling opstår helt naturligt efterhånden som en voksende gruppe

mennesker, forenede af guddommelige forskrifter, sammen søger at udvikle åndelige evner for at

kunne bidrage til en proces med social forandring. Lige som med den hårde jord, som Mesteren

ramte for et århundrede siden, vil tidsalderens fremherskende teorier måske først synes upåvirkede

af ændringer, men de vil utvivlsomt svinde bort og gennem ”Guds nådes vårfriske byger”, vil ”den

sande forståelses blomster” springe ud friske og smukke.

Vi takker Gud for at I – Hans Største Navns samfund - ved Hans ords kraft dyrker miljøer hvori

sand forståelse kan blomstre. Selv de, der har udholdt fængsling for troen, har gennem deres

usigelige offervilje og trofasthed, gjort det muligt for ”kundskabens og visdommens hyacinter” at

blomstre i medfølende hjerter. Over hele kloden er ivrige sjæle optaget af arbejdet med at bygge en

ny verden gennem den systematiske igangsættelse af femårsplanens foranstaltninger. Dens

karaktertræk er så vel forstået, at vi ikke føler behov for at kommentere yderligere på dem her. De

bønner, som vi beder ved Den Hellige Tærskel fra Det Alnådige Forsyn, er for at få hjælpen fra Den

Højeste Forsamling til at forunde at hver og en af jer kan bidrage til planens fremgang. Vores

inderlige ønske, som understøttes af at være vidne til jeres indviede indsats i det forgangne år, er, at

I vil forstærke jeres sikre brug af den viden I opnår gennem erfaring. Det er ikke tiden nu til at

holde sig tilbage; alt for mange er stadig uvidende om det nye daggry. Hvem andre end jer kan

videregive det guddommelige budskab? ”Ved Gud,” forsikrer Bahá’u’lláh, idet Han henviser til

sagen, ”dette er arenaen for indsigt og frigørelse, for vision og opløftelse, hvor ingen kan spore

deres stridsheste uden Den Barmhjertiges tapre ryttere, som har afskåret sig fra al tilknytning til

tilværelsens verden.”

At iagttage bahá’í verdenens arbejde er som at se et strålende syn. I en persons liv, som over alt

andet ønsker at invitere andre til samvær med deres Skaber og at tjene menneskeheden, kan man

finde tegn på den åndelige forvandling, som skal skænkes hver sjæl af Tidsalderens Herre. I den

ånd, der animerer aktiviteterne i alle de bahá’í-samfund, der har viet sig til at forbedre deres

medlemmers kapacitet - ung og gammel, venner og samarbejdspartnere til at tjene det fælles gode,

kan man se en indikation på, hvorledes et samfund baseret på guddommelige læresætninger kan

udvikles. Og i de avancerede områder, hvor aktiviteter ledet af planens rammer er talrige og

kravene til at sikre sammenhæng i aktionslinierne er mest presserende, giver de nyligt opståede

administrative strukturer et svagt glimt af, hvorledes troens institutioner i stigende grad vil påtage

sig et større ansvarsområde for at fremme menneskelig velfærd og fremgang. Det er således klart, at

udviklingen hos den enkelte, samfundet og institutionerne er umådelig løfterig. Men udover det

bemærker vi med særlig glæde, hvorledes den relation, der binder disse tre sammen, markerer sig

ved en så øm kærlighed og gensidig støtte.

I kontrast hertil reflekteres den uenighed, der karakteriserer menneskehedens stormfulde

overgangsfase i relationerne mellem de tre lignende aktører i den øvrige verden – borgeren, de

politiske institutioner og samfundets institutioner. Uvillige til at handle som uafhængige dele af et

organisk hele, er de låst fast i en kamp om magt, som til sidst viser sig at være omsonst. Hvor

anderledes er ikke det samfund, som ’Abdu’l-Bahá tegner i utallige breve og taler – hvor såvel

hverdagens interaktion som staters relationer dannes af bevidstheden om menneskehedens enhed.

Relationer gennemtrængt af denne bevidsthed bliver dyrket af bahá’íer og deres venner i landsbyer

og nabolag i hele verden; fra disse kan den rene duft af gensidighed og samarbejde, af sammenhold

og kærlighed spores. I disse fordringsløse rammer opstår et synligt alternativ til samfundets

velkendte stridigheder. Således bliver det tydeligt, at en person, som ønsker at få udløsning for sine

evner på ansvarlig vis, deltager alvorligt i rådslagning, der er viet til det fælles bedste og undgår

fristelsen til at insistere på sin egen opfattelse; en bahá’í institution, der anerkender behovet for

koordineret handling, som bliver kanaliseret mod en frugtbat afslutning, sigter ikke mod at

kontrollere men at nære og opmuntre. Det samfund, der skal tage vare på sin egen udvikling,

anerkender et uvurderligt gode i den enhed, der følger af et helhjertet engagement i de planer, der

er udarbejdet af institutionerne. Under indflydelse af Bahá’u’lláhs åbenbaring, skænkes

forbindelsen mellem disse tre ny varme, nyt liv; tilsammen udgør de en støbeform, hvori en åndelig

verdenscivilisation, der bærer guddommelig inspirations stempel, gradvist modnes.

Åbenbaringens lys er bestemt til at oplyse enhver stræben; i hver af dem skal de forbindelser, der

understøtter samfundet, støbes om; i hver af dem søger verden eksempler på, hvorledes mennesker

skal være over for hinanden. I bør tænke over menneskehedens økonomiske liv, hvori

uretfærdighed tolereres med ligegyldighed og hvor uforholdsmæssig fortjeneste betragtes som et

tegn på succes; det økonomiske liv med den iøjnefaldende rolle, det har, medvirker til at generere

den gærende uro, som så mange mennesker for nylig er blevet inddraget i. Så dybt forankret er

disse skadelige holdninger, at det er svært at forestille sig, hvorledes noget enkelt individ alene kan

ændre de fremherskende normer ved hvilke forbindelserne på dette område styres. Ikke desto

mindre er der med sikkerhed praktikker, som en bahá’í ville undgå, som f. eks. uærlighed i

forretningsanliggender eller økonomisk udnyttelse af andre. En trofast holden fast ved de

guddommelige formaninger kræver, at der ikke er nogen modsætning mellem ens økonomiske

adfærd og ens tro som bahá’í. Ved i sit liv at anvende de principper i troen, der relaterer til ærlighed

og rimelighed, kan en enkelt sjæl opretholde en standard, der ligger langt over den lave tærskel,

hvorved verden måler sig selv. Menneskeheden er træt af manglen på et livsmønster, som de kan

stræbe efter; vi forventer af jer, at I vil oprette samfund, hvis handlinger vil give verden håb.

I vores Ridván budskab 2001 pegede vi på, at i lande hvor processen med gruppevis indskrivning

var tilstrækkelig fremskreden, og hvor forholdene i de nationale samfund var gode, ville vi

godkende oprettelsen af andagtshuse på det nationale niveau, hvis opførelse ville blive et træk i den

femte epoke af troens formende tidsalder. Med stor glæde kan vi nu meddele, at nationale

Mashriqu’l-Adhkar’er vil blive rejst i to lande: i Den Demokratiske Republik for Congo og i Papua

Ny Guinea. Her opfyldes vitterligt de kriterier, som vi har fastsat, og deres befolkningers svar på de

muligheder, der er skabt af den nuværende række planer, har været intet mindre end

bemærkelsesværdigt. Med opførelsen af det sidste af de kontinentale templer i Santiago på vej,

giver iværksættelsen af projekter til opførelse af nationale andagtshuse endnu et opmuntrende

bevis på Guds tros gennemslagskraft i samfundets jordbund.

Endnu et skridt er muligt. Det Mashriqu’l-Ashkhar, som ’Abdu’l-Bahá beskriver, som ”en af de

mest væsentlige institutioner i verden,” forener to væsentlige, uadskillelige apsekter af bahá’í livet:

andagt og tjeneste. Foreningen af disse to reflekteres også i den sammenhæng, der eksisterer blandt

planens samfundsopbyggende træk, især den fremspirende andagtsfulde ånd som finder udtryk i

andagtsmøder og en opdragende proces, der opbygger kapacitet til at tjene menneskeheden. Det

indbyrdes forhold mellem andagt og tjeneste er særligt udtalt i de områder over hele verden, hvor

bahá’í-samfundene har haft betydelig vækst og vokset i vitalitet, og hvor engagementet i social

aktion er tydeligt. Nogle af dem er blevet betegnet som steder for udbredelse af læring for at nære

vennernes evne til at fremme juniorprogrammer i tilknyttede regioner. Evnen til at opretholde dette

program, vil også, som vi har påpeget, stimulere udviklingen af studiegrupper og undervisning af

børn. Udover sit primære formål forstærker disse steder for læring således hele udbredelses- og

konsolideringsplanen. I de kommende år vil det være i sådanne områder at fremkomsten af et

lokalt Mashriqu’l-Adkhar vil kunne overvejes. Med vores hjerter fyldt af taknemmelighed til Den

Urgamle Skønhed, glæder vi os over at kunne meddele jer, at vi skal indlede rådslagninger med

repektive nationale åndelige råd om opførelse af de første lokale andagtshuse i følgende områder:

Battambang, Kambodia; Bihar Sharif, Indien; Matunda Soy, Kenya; Norte del Cauca, Columbia og

Tanna, Vanuato.

For at støtte opførelsen af de to nationale og de fem lokale Mashriqu’l-Ashkar’er, har vi besluttet at

oprette en tempelfond ved Verdenscentret til fordel for alle disse projekter. Overalt inviteres

vennerne til at bidrage til den med så stærk offervilje, som deres midler tillader.

Elskede samarbejdspartnere: Den jord der blev brudt af ’Abdu’l-Bahá for hundred år siden skal

atter brydes i yderligere syv lande, og dette er blot indledningen til den dag, hvor der i alle byer og

landsbyer vil blive rejst en bygning for tilbedelse af Herren, i lydighed mod Bahá’u’lláhs bud. Fra

disse gryningssteder til ihukommelse af Gud vil Hans lys’ stråler skinne og Hans lovprisnings

hymner runge ud.

”Guds Bog er vidt åben, og Hans Ord kalder menneskeheden til sig.” Med disse opmuntrende ord beskriver Den Uforlignelige Pen den enhedens og indhøstningens dags komme. Bahá'u'lláh fortsætter: ”Oh Guds venner, lyt til Ham, som verden har forurettet og hold fast ved alt det, der vil ophøje Hans sag.” Derudover formaner Han sine tilhængere: ”I skal med den yderste venlighed og i en ånd af fuldkomment fællesskab rådslå med hinanden og vie de dyrebare dage i jeres liv til en forbedring af verden og fremme af Hans sag, Han som er Den Ældgamle og alles Suveræne Herre.”

Elskede samarbejdspartnere: Denne gribende udtalelse kommer os i sinde helt af sig selv, når vi ser jeres hengivne bestræbelser i hele verden som svar på Bahá'u'lláhs kalden. Den herlige reaktion på Hans opfordringer kan bevidnes overalt. Til de, der holder en pause for at reflektere over udfoldelsen af Den Guddommelige Plan bliver det umuligt at ignorere, hvorledes den kraft Guds Ord besidder begynder at herske i kvinder, mænd, unge og børns hjerter i land efter land, område efter område.

Et verdensomspændende samfund er ved at forfine sin evne til at aflæse sin øjeblikkelige virkelighed, analysere sine muligheder og velovervejet tillempe femårsplanens metoder og redskaber. Som forudset akkumulerer erfaringen hurtigst i de områder, hvor læringens grænser bevidst udvides På disse er metoderne til at gøre et stadigt forøget antal personer i stand til at forstærke deres kapacitet til at tjene klart forstået. Et levende træningsinstitut fungerer som en bærende kraft for samfundets bestræbelser med at fremme Planen og, så tidligt som muligt, bliver færdigheder og evner udviklet gennem deltagelse i institutkurser, udnyttet i felten. Nogle møder, gennem deres daglige sociale interaktion sjæle, som er åbne for at udforske åndelige spørgsmål udført i mange forskellige omgivelser, andre er i stand til at reagere på modtagelighed i en landsby eller et nabolag, måske ved at være flyttet til området. Stadig flere rejser sig for at påtage sig ansvar og øger således antallet af dem, der tjener som tutorer, juniorvejledere og undervisere af børn; samt dem der administrerer og koordinerer, eller som på anden vis arbejder for at støtte arbejdet. Vennernes forpligtelse til læring finder udtryk i standhaftighed i deres egne bestræbelser og en vilje til at ledsage andre i deres. Derudover er de i stand til at holde to komplementære perspektiver fast for øje i det handlingsmønster, der udvikler sig i området: for det første tre måneders aktivitets cyklus’en – vækstprogrammets rytmiske puls – og for det andet de tydelige stadier i uddannelsen af børn og juniorer samt unge og voksne. Samtidig med at de klart forstår det forhold, der binder disse tre stadier sammen, er vennerne klare over at hver har sin egen dynamik, sine egne krav og sin egen iboende fortjeneste. Frem for alt er de bevidste om mægtige åndelige kræfters virke, hvis indflydelse ses i såvel i de kvantitative data, som afspejler sig i samfundets fremgang, som i den vifte af beretninger, der fortæller om dets opnåelser. Det som

er særligt lovende er, at så mange af disse markante og iøjnefaldende træk, som karakteriserer de mest avancerede områder ligeledes er tydelige i samfund, der befinder sig på et meget tidligere punkt i deres udvikling.

Efterhånden som vennernes erfaring er vokset, er deres kapacitet inden for et område til at fostre et rigt og sammensat livsmønster, der favner om hundreder endog tusinder af mennesker, vokset. Hvor glade er vi ikke over at bemærke de mange indsigter, som de troende får fra deres indsats. De forstår for eksempel, at Planens gradvise udfoldelse på områdeniveauet er en dynamisk proces, der nødvendigvis er kompleks og ikke egner sig til bekvemme forenklinger. De ser hvorledes den bevæger sig fremad, efterhånden som de forøger deres evne til både at øge de menneskelige resurser samt koordinere og organisere præstationen for dem, der rejer sig. Vennerne indser at efterhånden som denne kapacitet bliver forbedret bliver det muligt at integrere en endnu længere række initiativer. De er ligeledes begyndt at anerkende, at når et nyt element bliver præsenteret kræver det særlig opmærksomhed i nogen tid, men at dette ikke på nogen måde formindsker betydningen af andre aspekter af deres samfundsopbyggende indsats. For de forstår, at hvis læring skal være deres arbejdsmåde, skal de være opmærksomme på den mulighed, der findes i det af Planens redskaber, som viser sig at være særligt velegnet på et vist tidspunkt, og må, når det er nødvendigt, investere større energi i dets udvikling; deraf følger imidlertid ikke, at alle skal beskæftige sig med det samme aspekt af Planen. Vennerne har også lært, at det ikke er nødvendigt for ekspansionsfasens hovedfokus i hver cyklus at lede mod samme mål. Forholdene kan for eksempel kræve, at opmærksomhed i en given cyklus, primært gives til at invitere sjæle til at favne troen gennem intensive undervisningsindsatser, der foretages af en person eller kollektivt; i en anden cyklus kunne fokus være på at mangedoble en særlig kerneaktivitet.

Desuden er vennerne bevidste om at arbejdet for sagen går fremad i forskelligt tempo på forskellige steder og med god grund – det er, når alt kommer til alt, et organisk fænomen – og de glæder sig over og bliver stolte af hver fremgang, de ser. Faktisk erkender de fordelen ved det, der kommer fra hver enkelt persons bidrag til fremgang for helheden, og således hilses den tjeneste, som ydes af hver og en, i henhold til personlige omstændigheder, velkommen af alle. Refleksionsmøder bliver stadig oftere betragtet som lejligheder, hvor samfundets indsats som en helhed bliver emne for alvorlig og opløftende drøftelse. Deltagerne oplyses om, hvad der er blevet opnået overalt, forstår deres eget arbejde i dette lys og forøger deres viden om vækstprocessen ved at få råd fra deres institutioner og trække på deres medtroendes erfaringer. Disse erfaringer videregives også talrige andre steder, der dukker op til rådslagning blandt de venner, der er stærkt optaget af særlige bestræbelser, hvad enten de forfølger et almindeligt handlingsmønster eller tjener i en særlig del af området. Alle disse læringer befinder sig inden for en bredere forståelse af at fremskridt lettest kan opnås i et miljø der er gennemsyret f kærlighed – hvor fejltagelser betragtes med overbærenhed - forhindringer bliver løst med tålmodighed og gennemprøvede tilgange bliver modtaget med begejstring. Og således er det at vennernes anstrengelser, uanset hvor beskedne, gennem troens institutioner og organers vise ledelse, der fungerer på alle niveauer, smelter sammen til en kollektiv indsats for at sikre, at modtagelighed for Den Velsignede Skønheds kalden bliver identificeret hurtigt og effektivt næret. Et område i denne tilstand er helt klart et, hvor relationerne mellem individet, institutionerne og samfundet - Planens tre hovedaktører – udvikler sig sundt.

Ud fra dette landskab af blomstrende aktivitet, er der et perspektiv der fortjener særlig omtale. I budskabet til jer for tre år siden, udtrykte vi forhåbning om at i områder med et intensivt vækst program, skulle vennerne forsøge at lære mere om metoder til samfundsopbygning ved at udvikle centre med høj aktivitet i nabolag og landsbyer. Vores forhåbninger er blevet overgået, for selv i områder hvor vækstprogrammer endnu ikke har opnået styrke har nogle fås indsats med at påbegynde kerneaktiviteter blandt beboerne i små distrikter vist deres virkningsfuldhed igen og igen. Det har været af afgørende betydning at denne tilgang centrerer sig om reaktionen på Bahá'u'lláhs lære fra den del af befolkningen, der er parat til den åndelige forvandling som Hans åbenbaring fostrer. Gennem deltagelse i den uddannelsesproces, som instituttet fremmer, motiveres de til at afvise den sløvhed og ligegyldighed, som indpodes af de omgivende samfundskræfter, og i stedet gå videre med de handlingsmønstre, som viser sig at forandre livet. Hvor denne tilgang har været på fremmarch i nogle år i et nabolag eller en landsby og vennerne har fastholdt deres fokus, bliver bemærkelsesværdige resultater gradvist men umiskendeligt tydelige. Unge bestyrkes i at tage ansvar for udviklingen hos dem iblandt dem, der er yngre end dem selv. De ældre generationer tager varmt imod de unges bidrag til meningsfulde diskussioner om hele samfundets anliggender. For såvel unge som gamle udvikler den disciplin, der udvikles gennem samfundets opdragende proces, evne til rådslagning, og nye rum for målbevidst samtale opstår. Og dog, forandring er ikke begrænset til bahá’íerne og de der er involveret i de kerneaktiviteter, der opfordres til i Planen, som fornuftigvis kunne forventes at antage nye måder at tænke på over tid. Hele ånden på stedet bliver påvirket. En andagtsfuld holdning tager form i brede lag af befolkningen. Udtryk for lighed mellem mænd og kvinder bliver mere udtalt. Børns uddannelse, både for drenge som for piger, nyder større opmærksomhed. Karakteren af relationer i familierne – formet af århundred gamle postulater – ændres kendeligt. En følelse af forpligtelse over for ens nærmeste samfund og fysiske miljø bliver fremherskende. Selv fordommenes svøbe, som har kastet sin onde skygge på alle samfund, begynder at vige for enhedens overbevisende kraft. Kort sagt det samfundsopbyggende arbejde, som vennerne er optaget af har indflydelse på kulturaspekter.

Alt imens ekspansion og konsolidering støt er gået fremad i det sidste år, har også andre områder for aktivitet bevæget sig videre, ofte parallelt. Som det fornemmeste eksempel skyldes den fremgang, som opleves på det kulturelle område i nogle landsbyer og nabolag, for en ikke lille dels vedkommende, det som lærtes af bahá’íernes engagement i social aktion. Vores Kontor for Social- og Økonomisk Udvikling har for nylig udarbejdet et dokument, som sammenfatter de 30 års erfaring, der er opsamlet indenfor dette område, siden Kontoret oprettedes ved Verdenscentret. Blandt dets bemærkninger er at en indsats for at engagere sig i social aktion får vital drivkraft fra træningsinstituttet. Dette er ikke blot gennem den forøgelse af de menneskelige resurser, som det fostrer. De åndelige indsigter, kvaliteter og færdigheder, der opdyrkes af institutprocessen, har vist sig at være lige så vigtige for deltagelse i social aktion, som de er for at bidrage til vækstprocessen. Derudover forklares det, hvorledes bahá'í-samfundets særlige indsatsområder ledes af en fælles, udviklende, begrebsmæssig struktur, sammensat af gensidigt forstærkende elementer, om end disse antager forskellige udtryk i forskellige aktionsfelter. Det dokument vi her har beskrevet blev for nogen tid siden videregivet til de nationale åndelige råd, og vi beder dem om i rådslagning med rådgiverne at overveje, hvorledes de ideer, det udforsker, kan hjælpe til med at forbedre de eksisterende bestræbelser på social aktion, der forfølges i deres regi og øge bevidstheden om denne betydningsfulde dimension af bahá'í bestræbelser. Dette bør ikke fortolkes som en generel opfordring til udbredt aktivitet på dette område – social aktion opstår naturligt efterhånden som et samfund i vækst samler kraft – men det er på tide, at vennerne reflekterer dybere over implikationerne i deres udfoldelser for at forvandle samfundet. Den bølge af læring der foregår på dette felt stiller forøgede krav til Kontoret for

Social- og Økonomisk Udvikling, og der tages skridt til at sikre at dets funktion udvikler sig i et rimeligt forhold hertil.

Et særligt bemærkelsesværdigt træk ved de sidste 12 måneder har været hyppigheden med hvilken bahá'í-samfundet, i bredt varierede sammenhænge, bliver identificeret med at udvirke en forbedring af det omgivende samfund i samarbejde med ligesindede. Fra den internationale arena til landsbysamfundets græsrødder, har ledende tænkere i alle miljøer gjort opmærksom på, at menneskehedens velfærd ikke kun er en hjertesag for bahá'íerne, men at de har en overbevisende opfattelse af, hvilke behov der skal opnås samt effektive midler til at virkeliggøre disse forhåbninger. Disse udtryk for anerkendelse og støtte er også kommet fra tidligere uventede kanter. For eksempel bliver bahá'íerne, selv i troens vugge og på trods af de enorme hindringer som undertrykkerne lægger på deres sti, i stadig stigende grad anerkendt for de dybtgående implikationer, som deres budskab indeholder for deres lands tilstand, og de bliver respekteret for deres ubøjelige beslutsomhed om at bidrage til deres hjemlands fremgang.

De lidelser der bæres af de trofaste i Iran, særligt i årtierne siden den seneste bølge af forfølgelser begyndte, har ansporet deres brødre og søstre i andre lande til at forsvare dem. Blandt de uvurderlige gaver, som det verdensomspændende bahá'í-samfund, som en konsekvens af denne udholdenhed, har erhvervet, vil vi omtale en i denne forbindelse: et imponerende netværk af specialiserede kontorer på nationalt plan har vist sig i stand til systematisk at udvikle relationer med regeringer og civile organisationer. Parallelt med dette har processerne i plan efter plan forfinet samfundets evne til at deltage i herskende diskurser overalt, hvor de foregår – fra personlige samtaler til internationale fora. Ved græsrødderne opbygges denne form for engagement naturligt, gennem den samme organiske tilgang der karakteriserer den stadige forøgelse af vennernes engagement i social aktion, og det er ikke nødvendigt at gøre et særligt forsøg på at stimulere den. På det nationale plan kommer det imidlertid oftere i fokus for disse samme pligttro agenturer, der allerede fungerer i dusinvis af nationale samfund, og det går fremad i henhold til det sædvanlige og frugtbare mønster med handling, refleksion, rådslagning og studium. For at forbedre disse indsatser, for at lette læring på dette område og for at sikre at de skridt, der tages, er samstemmende med anden indsats i bahá'í-samfundet har vi for nylig oprettet Kontoret for Offentlig Diskurs ved Verdenscentret. Vi vil opfordre det til at hjælpe nationale åndelige råd på dette område ved gradvist at fremme og koordinere aktiviteter og systematisere erfaringen.

Også på andre områder er der opmuntrende fremgang. I Santiago, Chile hvor modertemplet for Sydamerika opføres, fortsætter byggeriet hastigt. Fundamentets betonkonstruktion, kælder og servicetunnel er færdige, også de søjler, der skal bære overbygningen. De forventninger, der er forbundet med projektet er voksende, og en lignende forventning rejser sig i de syv lande, hvor nationale eller lokale Mashriqu’l- Adhkár’er skal rejses. I hver af dem er man startet på forberedelserne, og de bidrag, som de troende giver til tempelfonden, er begyndt at komme i brug; imidlertid er de praktiske overvejelser så som sted, design og resurser blot ét aspekt af det arbejde, der bliver udført af vennerne. Grundlæggende er det en åndelig bestræbelse i hvilken hele samfundet deltager. Mesteren henviser til Mashriqu’l- Ashkáren som ”magneten for guddommelige bekræftelser”, ”Herrens mægtige fundament” og ”den faste søjle i Guds tro”. Hvor den end bliver oprettet vil den på naturlig vis blive en integreret del af processen med samfundsopbygning omkring den. Allerede på de steder, hvor et andagtshus skal etableres, bliver bevidstheden om denne virkelighed dybere i de troendes rækker, som anerkender at deres kollektive liv mere og mere skal reflektere den forening af andagt og tjeneste, som Mashriq’ul-Ashkáren omfatter.



På alle områder ser vi således bahá'í-samfundet bevæge sig støt fremad, dets forståelse bliver dybere, og det er ivrigt efter at vinde indsigt fra erfaringerne, parat til at påtage sig nye opgaver når resurserne gør det muligt, og hurtigt i sin reaktion på nye nødvendige tiltag, bevidst om behovet for at sikre sammenhæng i de forskellige aktiviteter, det er engageret i, fuldstændig helliget opfyldelsen af dets mission. Dets entusiasme og hengivenhed er tydelig i den vældige glød, der opstod for et par måneder siden ved sammenkaldelsen af 95 ungdomskonferencer over hele verden. Vi er taknemmelige ikke alene over ungdommens reaktion, men også over de støtteerklæringer der kom fra deres medtroende, som anerkender hvorledes Bahá'u'lláhs yngre tilhængere agerer som en vital ansporing for hele sagens grundstamme.

Vi opfyldes af forhåbninger af de på hinanden følgende tegn, som vi ser ved spredningen af Bahá'u'lláhs budskab, dets omfattende indflydelse og den voksende bevidsthed om de idealer det indeholder. I denne årsdagenes tid kalder vi i erindring ”Dagen for ophøjet lyksalighed”, adskilt fra denne Ridván af halvandet århundrede, da ’Abhá Skønheden første gang proklamerede sin mission til sine ledsagere i Najíbíyyih Haven. Fra dette helliggjorte sted er Guds Ord gået fra by til by og fra kyst til kyst, idet det kaldte menneskeheden til et møde med sin Herre. Og fra det følge af gudsberusede elskende er et forskelligartet målbevidst samfund blomstret op, brogede blomster i den have Han har opdyrket. Med hver dag der går vender, et stadigt større antal nyligt vækkede sjæle sig bønfaldende mod Hans gravmæle, stedet hvor vi til ære for denne velsignede Dag og i taknemmelighed for hver nåde, som er blevet Det Største Navns samfund forundt, bøjer vores hoveder i bøn ved Den Hellige Tærskel.

Se hvor Det Største Navns samfund rejser sig! Med kun et år siden den nye plan indledtes, vidner rapporter om omfanget af det, der forsøges og som begynder at blive opnået. At intensivere 5.000 vækstprogrammer kræver en indsats, som er helt uden sidestykke. Et stort antal venner arbejder med et fast tag om Planens grundtræk og dens elementer, mens de udviser fasthed og selvopofrelse med hensyn til kvaliteten i deres virke. I nogle af de intensive vækstprogrammer, der har været opretholdt i lang tid, er der, som vi forudså, ved at blive ophobet viden og resurser, som yder støtte til omkringliggende regioner og hjælper med en hurtig spredning af erfaring og indsigt. Centre med intens aktivitet – de nabolag og landsbyer, hvor det samfundsopbyggende arbejde er stærkest koncentreret – viser sig at kunne bære frugt med hensyn til kollektiv forvandling. En udvidet og styrket gruppe støttenævnsmedlemmer og deres assistenter stimulerer de troendes bestræbelser og hjælper dem med at få en vision om, hvordan man kan fremme vækstprocessen under forskellige omstændigheder og med at finde måder at gribe det an på, så det passer til forholdene i alle områder. Støttet af deres respektive nationale åndelige råd, lærer regionale bahá’í rådsforsamlinger hvordan Planens fremdrift kan bygges op henover en række områder samtidigt, mens nye enheder på nationale niveauer i nogle mindre lande uden sådanne rådsforsamlinger begynder at gøre det samme. Skønt den hurtige fremgang som ses nogle steder, endnu mangler at vise sig andre steder, som kunne forventes i en hver organisk proces, begynder det samlede antal intensive vækstprogrammer i verden at stige. Derudover glæder det os at se, at deltagelsen i Planens aktiviteter forøgedes markant i de første fire cyklusser.

Tegnene kunne da næppe være mere lovende for, hvad det kommende år vil bringe. Og hvad kunne blive mere passende at give Den Velsignede Skønhed på 200-årsdagen for Hans fødsel, end Hans elskedes alvorlige stræben efter yderligere at forøge Hans Tros indflydelse? Bahá'í verdenens første to-hundredårs fejring er således en lejlighed med de mest betagende perspektiver. Ret beset giver dette år den største verdensomspændende mulighed, der nogensinde har været for at knytte hjerter til Bahá'ulláh. I de kommende måneder skal alle være opmærksomme på denne dyrebare chance og åbne for de muligheder, der er overalt for at gøre andre bekendte med Hans liv og ædle mission. For at den mulighed for undervisning der er nu for bahá'í verdenen, skal kunne gribes i fuld udstrækning, er der behov for kreativ tankegang om de samtaler, der kunne udfolde sig med alle slags mennesker. I løbet af disse meningsfyldte samtaler, højnes forståelse og hjerter åbnes – af og til øjeblikkeligt. Med denne værdige beskæftigelse kan alle finde et kald, og den glæde, der kommer af at være optaget af dette arbejde, bør ingen nægte sig. Vi bønfalder Den ene Elskede, at hele dette to-hundrede år må fyldes med denne glæde, som er den reneste og sødeste: at fortælle en anden sjæl om Guds gryende Dag.

De forpligtelser, der skal imødekommes af de trofastes forsamling, bliver endnu mere presserende af den forvirring, den mistillid og det mørke, der præger verden. Faktisk bør vennerne bruge enhver lejlighed til at tænde et lys, der kan oplyse stien og indgyde de ængstelige mod og de fortvivlede håb. Vi mindes et råd, som Beskytteren gav et bahá'í samfund med ord, der synes at være henvendt til vor egen tid: ”Da det nutidige samfunds struktur knager og revner under ildevarslende begivenheders og ulykkers belastning og spændinger, mens de sprækker, der understreger den kløft, der skiller nation fra nation, klasse fra klasse, race fra race og trosretning fra trosretning, hele tiden udvides, skal de, der arbejder med Planen, udvise en stadig større sammenhæng mellem deres åndelige liv og de administrative aktiviteter og udvise en højere standard i deres samlede indsats med gensidig hjælp og med den harmoniske udvikling i deres kollektive foretagender.” Samtidigt med at Shoghi Effendi altid understregede den åndelige betydning af arbejdet for Troen, og den målbevidste beslutsomhed hvormed de troende skal gennemføre deres hellige forpligtelser, advarede han også mod at have nogen andel i politiske kontroverser, uheldige forbindelser og kævlerier. ”De skal hæve sig over at gå ind i enkeltheder og kritikløst at tage parti,” opfordrede han til ved en anden lejlighed, ”de skal hæve sig over frugtesløse diskussioner, ligegyldige forudsigelser og de flygtige lidenskaber, der ophidser sindene og tager opmærksomheden i en verden i forandring.” Alt dette er de uundgåelige skumsprøjt, der kastes op af bølger, der ryster et uroligt og opdelt samfund. Alt for meget står på spil til at beskæftige sig med denne forvirring. Som alle Bahá'ulláhs tilhængere udmærket ved, er menneskehedens endelige velfærd afhængig af, at den kan hæve sig over sine forskelligheder, og dens enhed blive fast oprettet. Ethvert bidrag, bahá'íer giver til samfundslivet, har til formål at fostre enhed; enhver samfundsopbyggende indsats har det samme mål. For dem, der er trætte af strid om ord, giver de samfund, der vokser i skyggen af Det Største Navn, et stærkt eksempel på, hvad enhed kan opnå.

Vi priser Herrernes Herre, når vi ser så mange af Hans elskede, der yder alt hvad de har, således at menneskehedens enheds banner kan løftes. Højt skattede venner: Nu da et særdeles lykkevarslende år tager sin begyndelse, kunne vi så ikke overveje, hvilken himmelsk dåd Hans nåde vil hjælpe os med at udføre?

Vi hilser jer i den stadig levende efterglans fra de mindeværdige begivenheder, der markerede 200-året for Den velsignede Skønheds fødsel. Når vi tænker på det, der fandt sted dengang og i tiden efter, opdager vi, at det globale bahá'í 2samfund, vi nu ser, ikke er det samme, som da det søsatte de første seks cyklusser i den nuværende plan. Det er mere end nogensinde før bevidst om sin mission. Det har oplevet en aldrig tidligere set evne til at bringe venner og bekendte i kontakt med deres eget samfundsliv, til at inspirere nabolag og landsbyer til en forenet indsats, at sætte ord på hvorledes åndelige sandheder kan omsættes til en bæredygtig måde at fungere på, og frem for alt at tale ikke blot om den lære, der skal genopbygge verden, men også om Ham, der fremlagde den: Bahá'u'lláh. Fortællinger om Hans liv og Hans lidelser, berettet på en myriade af sprog af voksne, unge mennesker og børn, har berørt utallige hjerter. Nogle var parate til at udforske Hans Sag yderligere, andre tilbød samarbejde og mange modtagelige sjæle bevægedes til at erklære deres tro.

En sigende indikator for fremgangen var, at det flere steder blev tydeligt, at Troen var kommet ud af ubemærketheden på det nationale niveau; regeringsledere og ledende tænkere, der offentligt – og til tider privat – understregede, at verden behøver Bahá'u'lláhs vision, og at bahá'íernes bestræbelser beundres og bør styrkes. Det glædede os at se, at det ikke kun var bahá'íer, der ønskede at hædre Bahá'u'lláh og besynge Hans liv – personer uden for bahá'í-samfundet var værter ved særlige møder. I områder, hvor der er fjendskab mod Troen, var vennerne uforfærdede og vidunderligt ukuelige, de opmuntrede deres medborgere til selv at undersøge sandheden og mange deltog med glæde i festlighederne. To hundredåret kom efter alt at dømme også til udtryk gennem ubegrænset kunstnerisk udfoldelse, et storslået vidnesbyrd om kilden til den kærlighed, hvorfra den stammer. Karakteren af bahá'í samfundets udelte tilgang til denne begivenhed var en bekræftelse på alt, hvad vi nu har lært i mere end to årtier, siden den nuværende række globale planer tog deres begyndelse. Den enkelte troende tog initiativ, samfundet rejste sig i en kollektiv indsats, og vennerne kanaliserede deres skabende energi ind i de planer, som institutionerne havde udarbejdet. Et betydningsfuldt jubilæum, der markerede to hundrede års rejse, stimulerede kraftigt til arbejdet med at opbygge samfund i det kommende århundrede. I den kommende periode, der leder frem til det andet 200 års jubilæum, skal hvert frø, der så kærligt blev sået under det første, tålmodigt plejes til spiring.

To år inde i den nuværende plan er antallet af intensive vækstprogrammer i verden ved at nærme sig halvdelen af de fem tusind, som forventedes i den nuværende globale bestræbelse selv om fremgang fra land til land naturligvis ikke er ensartet; og den hastighed, med hvilken dette antal forøges, er i stadig stigning. Når man ser nærmere efter, er der lovende tegn på, hvordan individer, samfund og institutioners styrke og muligheder bliver tydeligere. Erfaringerne fra 200 års jubilæets fejring viste for mange af de troende, at den daglige omgang med andre mennesker kan iblandes undervisningens ånd. Og mens arbejdet i tusinder af landsbyer og nabolag får fremdrift, rodfæstes et levendegjort samfunds liv i hver af dem. Det antal områder, hvor systemet med at udbrede dette aktivitetsmønster til alt flere lokaliteter – og som derved gør vennerne i stand til at passere den tredje milepæl sideløbende med et udviklingskontinuum – er ved at blive fast etableret og er i bemærkelsesværdig vækst. Og det er her - ved grænserne for bahá'í verdenens læring, især i befolkningers bevægelse hen mod Bahá'u'lláhs vision, - at ikke blot et stort antal går ind i det stadigt voksende omfang af bahá'í aktiviteter, men at også vennerne nu er ved at lære, hvorledes større grupper vil kunne identificere sig med Det største Navns samfund. Vi ser Troens opdragende indsats antage en mere formel karakter på disse steder, efterhånden som børn går let og ubesværet videre gennem klasserne år efter år, og ét niveau af juniorernes program for åndelig bestyrkelse uvægerligt følger det næste. På disse steder lærer træningsinstituttet at sikre tilstrækkelige menneskelige resurser til at sørge for den åndelige og moralske vejledning af børn og juniorer i et stadigt større antal. Deltagelse i disse fundamentale aktiviteter er ved at slå så dybe rødder i befolkningens kultur, at det betragtes som et uundværligt aspekt i samfundets liv. Nyt liv opstår i et folk, der tager ansvar for sin egen udvikling, og de opbygger immunitet over for de sociale kræfter, der avler passivitet; muligheder for materiel og åndelig fremgang tager form, og den sociale virkelighed begynder at ændre sig.

Dyrebare venner! Dette er sandelig tidspunktet til at takke Den højst Elskede. Der er mange grunde til at være opmuntret. Dog er vi helt klare over størrelsen af den opgave, der står tilbage. Som vi tidligere har indikeret, er det vigtigt at en voksende gruppe troende i mange hundrede områder oprettes, som sammen med andre kan opretholde et bæredygtigt fokus på at nære væksten og opbygge kapacitet, og som er karakteriseret ved deres dygtighed og deres disciplin til at reflektere over deres handlinger og lære af erfaring. At oprette og følge en stadigt voksende kerne af individer hvert sted – ikke blot på områdeniveau, men i nabolag og landsbyer – er på én og samme gang en formidabel udfordring og en afgørende nødvendighed. Men hvor dette sker, taler resultaterne for sig selv.

Vi bliver fortrøstningsfulde, når vi ser, at Troens institutioner holder dette overordnede behov for øje og skaber effektive mekanismer, således at der i vid udstrækning gøres brug af den indsigt, der kommer af fremgang, samtidigt med at den større erfaring giver alle nationale, regionale og lokale institutioner en stærkere vision. De involveres i alle aspekter af samfundets udvikling og bekymrer sig om folks velvære uanset deres formelle medlemskab. Bevidste om institutprocessens store betydning for befolkningers udvikling gives bestyrkelse af træningsinstituttet særlig opmærksomhed. De fortsætter med at være opmærksomme på at opretholde samfundets fokus på Planens behov, og kalder en stadigt voksende kreds af venner til stadigt højere niveauer af enhed. De fortsætter trofast med at holde fast ved deres ansvar for en forfinelse af deres administrative og økonomiske systemer, således at arbejdet med udbredelse og konsolidering kan understøttes ordentligt, og endelig arbejder de med at opdyrke de forhold i samfundet, der medvirker til at frigøre stærke åndelige kræfter.

Efterhånden som arbejdet med samfundsopbygning forstærkes, benytter vennerne sig af nye evner, som de har udviklet til at forbedre forholdene i det omkringliggende samfund, og deres entusiasme fænges af deres studier af den guddommelige lære. Kortsigtede projekter er blevet stærkt forøget, formelle programmer er blevet udvidet i omfang, og der er nu flere bahá'í inspirerede udviklingsorganisationer, der beskæftiger sig med uddannelse, sundhed og landbrug med videre. Man aner de umiskendelige incitamenter i den samfundsopbyggende kraft i Bahá'u'lláhs Sag. Intet under, at Bahá'í International Community’s kontorer i deres bestræbelser på at deltage i samfundets fremherskende diskurser, stadig hyppigere får deres inspiration fra disse eksempler på social aktion - om de er enkle eller komplekse, af fastsat varighed eller langvarige. Dette er et andet vigtigt virkefelt for Troen, der har gjort fremskridt. På det nationale niveau ydes bidragene til den diskurs, der har betydning for samfundet – ligestilling af mænd og kvinder, migration og integration, ungdommens rolle i samfundsmæssig forvandling og religiøs sameksistens m.v. – med stadig større tillid, færdighed og indsigt. Og hvor de end bor, arbejder eller studerer, giver troende i alle aldre og fra enhver baggrund, værdifulde bidrag til særlige diskurser og gør mennesker omkring sig opmærksomme på et principielt perspektiv dannet ud fra Bahá'u'lláhs storslåede Åbenbaring.

Troens status på forskellige felter, hvor diskurserne udfoldes, er blevet betydeligt forbedret ved sin officielle tilstedeværelse på Internettet, en tilstedeværelse der er blevet betydeligt mere udbredt gennem skabelse af talrige nationale hjemmesider og den videre udvikling af den familie af hjemmesider, der er associeret med Bahá'í.org. Dette har umådelig stor betydning for både udbredelse og beskyttelse af Sagen. I løbet af blot nogle få dage blev et stort globalt publikum tiltrukket af et omhyggeligt udarbejdet indhold om Troen, der præsenteredes på 200- års hjemmesiden og samtidigt blev opdateret på ni sprog. Den er nu blevet suppleret af individuelle landes sider, der viser diversiteten i den fejring, der fandt sted. Der er allerede langt fremskredne planer om at starte en side på ”the Bahá'í Reference Library” der over tid vil udgive ikke-tidligere oversatte og udgivne Epistler fra De hellige Skrifter online. Desuden planlægges i de kommende år nye udgivelser af Bahá'u'lláh og 'Abdu'l-Bahás skrifter oversat til engelsk.

I Santiago, Chile, samt Battambang, Cambodia, er de senest indviede andagtshuse, der i deres samfund er fakler for alt det, som Troen står for, ved at blive store attraktioner. Og antallet vokser. Vi er glade for at bekendtgøre, at indvielsesceremonien for Templet i Norte del Cauca, Columbia, vil finde sted i juli. Derudover tegner opførelse af flere andagtshuse sig i horisonten. I Vanatua er man i færd med at få tilladelse til at påbegynde opførelse. I Indien og Den Demokratiske Republik Congo har en særdeles kompliceret og krævende proces ført til en vellykket erhvervelse af grunde. Glæden ved at se tegningerne til Det første nationale Mashriqu’l-Adhkár i Papua Ny Guinea, der blev afsløret til Naw-Rúz, havde knap fortaget sig, da tegningerne til det lokale andagtshus i Kenya ligeledes afsløredes. Samtidig har vi store forventninger til, at den nylige udtalelse og citatsamling om institutionen Mashriqu’l-Adhqár, udarbejdet af vor forskningsafdeling, yderligere vil stimulere vennernes forståelse af betydningen af et andagtsfuldt samfund. For overalt lægger bahá'íerne med deres tjeneste det åndelige fundament til fremtidens andagtshuse.

Der er kun tre år tilbage af det kvarte århundredes indsats, der begyndte i 1996, og som fokuserede på et enkelt mål: betydelig fremgang i processen med gruppevis indmeldelse. Ved Ridván 2021 vil Bahá'u'lláhs tilhængere gå i gang med en plan, som vil strække sig over et enkelt år. Kort, men løfterig vil denne etårige indsats påbegynde en ny bølge af planer, der vil bringe Sagens ark ind i Bahá'í Æraens tredje århundrede. I løbet af disse lykkevarslende tolv måneder vil bahá'í verdenens højtideligholdelse af hundredåret for 'Abdu'l-Bahás bortgang omfatte et særligt møde ved Bahá’í Verdenscentret, hvortil repræsentanter fra alle nationale og regionale rådsforsamlinger vil blive inviteret. Dette vil imidlertid blot blive det første i en række begiveheder, der skal forberede de troende på de følgende årtiers krav. I januar det følgende år - hundred år efter den første offentlige oplæsning af Mesterens Testamente - vil der blive en konference i det Hellige Land, der samler de kontinentale rådgivernævn og alle støttenævnsmedlemmer for beskyttelse og undervisning. Den åndelige energi fra disse to historiske forsamlinger skal så bæres ud til Guds venner i alle de lande, hvor de bor. Derfor vil der blive indkaldt til en række konferencer over hele verden i de følgende måneder, som vil blive en katalysator for den mangeårige indsats, der skal følge efter den kommende Et-års Plan.

En ny fase i udfoldelsen af Mesterens Guddommelige Plan nærmer sig, og en spændende og snarlig mulighed ligger lige forude. Der er nu blot halvandet år til fejringen af 200-året for Bábs fødsel. Dette er en tid, hvor vi skal mindes vor Tros Martyr-Herolds ekstraordinære heltemod, hvis dramatiske forkyndergerning kastede menneskeheden ind i en ny historisk æra. Skønt adskilt fra vor egen tid med to århundreder, ligner det samfund, hvor Báb stod frem, den nuværende verden med dens følelse af undertrykkelse og med så manges længsel efter at finde svar, som kan stille sjælens tørst efter at vide. Når vi overvejer, hvorledes denne to hundredårs fødselsdag kan markeres på passende vis, erkender vi, at disse festligheder vil få deres helt egen karakter. Ikke desto mindre forventer vi blomstrende aktiviteter, ikke fattigere og ikke mindre inkluderende end dem, der fulgte det 200-år, som netop er gået. Det er en lejlighed, som hvert samfund, hver familie, hvert et hjerte utvivlsomt vil se frem imod med ivrig forventning.

De følgende måneder vil også blive en tid, hvor vi kan mindes Bábs frygtløse tilhængeres liv – heltinder og helte, hvis tro blev uforligneligt udtrykt ved en offervilje, der for evigt vil smykke Sagens annaler. Deres frygtløshed, offervilje samt deres frigørelse fra alt andet end Gud, gør indtryk på alle, der hører om deres vovemod. Hvor slående var også den unge alder, i hvilken så mange af disse modige mennesker satte deres uudslettelige mærke i historien. I den kommende periode, bør deres eksempel indgyde mod til hele forsamlingen af trofaste – ikke mindst for de unge, som endnu engang kaldes til at være fortrop i en bevægelse mod intet mindre end verdens forvandling.

Dette er såedes vor stærkeste forhåbning. I de seks cyklusser, der ligger mellem Ridván og det næste 200-års jubilæum - faktisk gennem de sidste tre år i den nuværende plan – skal den samme altopslugende kærlighed, der ansporede Bábs disciple til at sprede det guddommelige lys, inspirere jer alle til storslået dåd – det er vor bøn ved Den hellige Tærskel, at I må blive modtagere af himmelsk hjælp,

To omstændigheder er opstået, som har fået os til at henvende os til jer med følgende ord. Den første er den voksende bevidsthed i hele verden om de overhængende og skræmmende farer, corona virusset har bragt. I mange lande er situationen allerede alvorlig og på trods af den tapre og afgørende indsats, der er sat ind for at undgå en katastrofe, er situationen allerede alvorlig og skaber tragedier for familier og individer og kaster hele samfund ind i krise. Bølger af lidelse og sorg skyller hen over det ene sted efter det andet og vil svække flere nationer på skiftende tidspunkter og på forskellig måde.

Den anden omstændighed er dagligt tydeligere, og er bahá'í verdenens ukuelighed og uformindskede livskraft over for en udfordring, som er enestående i vores levetid. Jeres reaktion har været fremragende. Da vi skrev til jer for en måned siden til Naw-Rúz, var det vigtigt for os at understrege de imponerende evner, der er udvist af samfund, hvis normale aktivitets mønster var blevet forstyrret. Alt det, der er kommet for dagen i de mellemliggende uger, hvor mange venner har måttet rette ind efter stadig flere stramme restriktioner, har blot forstærket vores beundring. Ved at lære af erfaringen i andre dele af verden har nogle samfund fundet sikre og kreative metoder til at øge bevidstheden om kravene til folkesundhed i befolkningen. Særlig opmærksomhed rettes mod dem, der er mest udsat for virusset og mod de økonomiske vanskeligheder, der opstået ved spredningen. De initiativer, der beskrives i Bahá'í World News Service i den henseende, er blot en håndfuld af utallige, der er på vej. De bliver komplementeret med bestræbelser på at undersøge, fremme og opdyrke de åndelige evner, som der er mest behov for nu. Mange af disse tiltag finder nødvendigvis sted i familieenheder eller i tilbagetrukkethed, og hvor forholdene tillader det, eller kommunikationsredskaberne gør det muligt, næres følelsen af en ekstraordinær solidaritet aktivt blandt sjæle i en lignende situation. Dynamikken i samfundslivet vil ikke undertrykkes.

Vi opløftes ved at se, hvor dygtigt nationale åndelige råd, de aldrig svigtende generaler for Lysets Armé, har vejledt deres samfund og givet deres svar på krisen. De er blevet stærkt støttet af rådgiverne og deres hjælpere, som med sædvanligt heltemod har løftet tjenestens kærlige fane højt. Mens de vedbliver med at være velinformerede om de ofte hurtigt skiftende forhold i deres lande, har rådene taget de nødvendige midler i brug for at kunne at bestyre Sagens anliggender, og i særdeleshed med hensyn til at gennemføre valg, hvor det stadig kan lade sig gøre. Gennem regelmæssig kommunikation har institutioner og kontorer givet kloge råd og været opmuntrende og beroligende. På mange områder er de også begyndt at identificere konstruktive temaer, der kommer af den diskurs, der er opstået i deres samfund. Den forventning, vi gav udtryk for i vores Naw-Rúz budskab om at denne test på menneskehedens udholdenhed, ville give en større indsigt, er allerede ved at blive til virkelighed. Ledere, prominente tænkere og kommentatorer er begyndt på at udforske fundamentale koncepter og modige forhåbninger, der i en periode, stort set har været fraværende i den offentlige diskurs. I øjeblikket er det blot glimt, og dog holdes muligheden for, at et øjebliks kollektiv bevidsthed kan komme til syne, i live.

Den trøst vi får ved at se bahá'í verdenens ukuelighed give sig tilkende i handlekraft, modereres af vores bedrøvelse over pandemiens konsekvenser for menneskeheden. Vi er dog klar over, at de troende og deres venner desværre også har del i denne smerte. Den afstand fra vennerne og deres slægtninge og andre forbindelser på grund af den offentlige sikkerhed, som så mange mennesker i verden nu opretholder, vil for nogle afløses af permanent adskillelse. Ved hver morgenstund ser det ud til, at flere sorger venter på at skulle udholdes inden solnedgang. Må løftet om genforening i de evige riger give trøst til dem, der mister deres elskede. Vi beder om lindring for deres hjerter og om, at Guds nåde vil kredse om dem, hvis uddannelse og skolegang, arbejde, hjem ja og for dem, hvor muligheden for livets opretholdelse er i fare. For jer og alle dem, som I elsker, for alle jeres medborgere, anråber vi Bahá'u'lláh og bønfalder om Hans velsignelser og gunst.

Hvor lang og vanskelig den sti, der skal trædes end er, har vi stor tillid til jeres styrke og jeres beslutsomhed om at føre rejsen til ende. I trækker på en rigdom af håb, tro og ædelmodighed, sætter andres behov før jeres eget, ved at give de nødlidende åndelig næring, stiller dem tilfreds der mere og mere tørster efter svar og tilbyder dem, der længes efter at arbejde for verdens forbedring, midlerne dertil. Hvordan kan vi forvente mindre fra Den velsignede Skønheds tilhængere?

Et år med forberedelse og refleksion samt store anstrengelser er afsluttet, kendetegnet af de bestræbelser, som vennerne verden over har gjort for at markere 100-året for 'Abdu'lBahás bortgang, blandt andet ved at sende repræsentanter til at deltage i en særlig begivenhed til ære for Ham i Det Hellige Land. Gennem disse bestræbelser har utallige sjæle og ikke kun bahá'íer følt den inspiration, som 'Abdu'l-Bahás liv har givet. Hans omsorg for alle medlemmer af den menneskelige familie, Hans undervisningsarbejde, Hans fremme af foretagender til uddannelse og social velfærd, Hans dybtgående/dybsindige bidrag til diskurser i både øst og vest, Hans inderlige opmuntring til projekter til opførelsen af Andagtshuse, Hans udformning af de første former for bahá'í administration, Hans forædling af forskellige aspekter af samfundslivet - alle disse komplementære facetter af Hans liv var en afspejling af Hans konstante og fuldstændige dedikation til at tjene Gud og tjene menneskeheden. Ud over at være en imponerende skikkelse med moralsk autoritet og overlegen åndelig indsigt var 'Abdu'l-Bahá en ren kanal, hvorigennem de kræfter, der blev frigjort ved Bahá'u'lláhs Åbenbaring, kunne indvirke på verden. For at forstå den samfundsopbyggende kraft, som Troen besidder, behøver man ikke at se længere end til de resultater, som 'Abdu'l-Bahá opnåede under Sit embede, og de transformerende virkninger af den vejledning, der uophørligt strømmede fra Hans pen. Så mange af de vidunderlige fremskridt, som det nuværende bahá'í samfund har gjort - og som blev gennemgået i vores budskab til jer sidste Riḍván - har deres oprindelse i 'Abdu'l-Bahás handlinger, beslutninger og anvisninger.

Hvor passende er det da ikke, at bahá'í samfundets kollektive hyldest til sit fuldkomne Eksempel danner optakt til, at det påbegynder et stort foretagende, der fokuserer på at frigøre Troens samfundsopbyggende kraft i stadig større målestok. De indsatsområder, der falder inden for rammerne af Niårsplanen og den nuværende serie af planer, er rettet mod opfyldelsen af dette overordnede mål. Det er også fokus for de mere end 10.000 konferencer, der afholdes over hele kloden for at markere lanceringen af dette store åndelige foretagende. Disse konferencer, der forventes at byde velkommen til et hidtil uset antal deltagere, samler ikke kun bahá'íerne, men også mange andre velvillige mennesker, der sammen med dem ønsker at fremme enhed og forbedre verden. Deres beslutsomhed og stærke målbevidsthed afspejles i den ånd, der er opstået på de møder, der allerede har fundet sted, hvor deltagerne er blevet stimuleret lige så meget af de dynamiske rådslagninger, som de har bidraget til, som af den kollektive vision, der er blevet udforsket ved disse glædelige begivenheder. Vi ser med spændt forventning frem til det, som de kommende måneder og år vil bringe.

Efter, at vi den 30. december 2021 sendte vores budskab til rådgivernes konference, har de nationale åndelige råd og regionale bahá'í rådsforsamlinger oprigtigt vurderet mulighederne for at intensivere vækstprocessen i klyngerne inden for deres jurisdiktion i løbet af Niårsplanen. Vi mener, at det vil være nyttigt, med henblik på at måle de fremskridt, der gøres over tid, at se planen som værende udfoldet i to faser af fire og fem års varighed, og de nationale råd blev opfordret til at overveje, hvilke fremskridt de forventer at se i deres respektive samfund inden Riḍván 2026 og derefter inden Riḍván 2031. Denne øvelse omfattede også en evaluering af klyngegrænserne, og resultatet af disse justeringer er, at det samlede antal klynger i verden er steget med en fjerdedel og nu er på over 22.000. Ud fra de modtagne prognoser skønnes det, at der ved planens udløb vil være et vækstprogram på et eller andet udviklingsniveau i omkring 14.000 af disse klynger. Blandt dem forventes det antal, hvor vækstprogrammet kan betragtes som intensivt at stige til 11.000 i løbet af samme periode. Og af disse forventes det, at antallet af klynger, hvor den tredje milepæl er passeret, vil stige til over 5.000 i 2031. Der er ingen tvivl om, at det vil kræve en kolossal indsats i hele planens løbetid at gøre sådanne fremskridt. Alligevel finder vi, at det er værdige ambitioner at stræbe efter, for de repræsenterer en ambitiøs, men seriøs vurdering af, hvad der ligger inden for rækkevidde.

Dette er sigende. Sådanne mål kunne ikke være realistiske, hvis ikke de administrative institutioner og organer havde udviklet sig markant og fået en betydelig større kapacitet til at forvalte et samfund, hvis aktiviteter er blevet så hurtigt er blevet mangedoblet og omfatter et stort og voksende antal ligesindede. Det ville ikke have været muligt at skabe en sådan vækst, hvis ikke ønsket om at lære - at handle, reflektere, indhente indsigt og absorbere den indsigt, der opstår andre steder - var blevet fremelsket på alle niveauer og helt ned til samfundets græsrødder. Og den indsats, som sådanne fremskrivninger indebærer, ville næppe være mulig, hvis ikke en systematisk tilgang til undervisningsarbejdet og udviklingen af menneskelige ressourcer var blevet mere og mere åbenlys i bahá'í verdenen. Alt dette har medført et fremskridt i bahá'í samfundets bevidsthed om dets egen identitet og formål. Beslutningen om at være udadvendt i den samfundsopbyggende proces var allerede blevet et etableret aspekt af kulturen mange, mange steder; den er nu i et stigende antal samfund blomstret op til en følelse af reelt ansvar for åndelige og materielle fremskridt for større og større grupper i samfundet, langt ud over bahá'í samfundets egne medlemmer. Vennernes bestræbelser på at opbygge samfund, at engagere sig i samfundsindsats og at bidrage til de fremherskende diskurser i samfundet er blevet samlet til et globalt foretagende, der er bundet sammen af en fælles handlingsstruktur, der fokuserer på at hjælpe menneskeheden med at etablere sine anliggender på et fundament af åndelige principper. Betydningen af den udvikling, som vi har beskrevet, og som er nået til dette punkt hundrede år efter indførelsen af den administrative orden, kan ikke overses. I den ekstraordinære stigning i kapaciteten, der er sket i de sidste to årtier - og som har gjort det muligt for bahá'í verdenen at betragte sine bestræbelser som en frigørelse af Troens

samfundsopbyggende kraft - ser vi uomtvistelige beviser på, at Guds Sag er gået ind i den sjette epoke af sin Formative Tidsalder. Vi meddelte sidste Riḍván, at det udbredte fænomen, at et stort antal mennesker deltager i bahá'í aktiviteter, bliver opildnet af Troen og erhverver sig de færdigheder og evner, der skal til for at tjene deres samfund, er et tegn på, at den tredje fase i Mesterens Guddommelige Plan er begyndt; således er Etårsplanen, da den blev iværksat dengang og nu ved sin afslutning, kommet til at markere en række historiske fremskridt, som de trofastes forsamling har gjort. Og på tærsklen til et nyt, mægtigt foretagende står dette forenede legeme af troende klar til at gribe de muligheder, der ligger vidt åbne foran det.

Et fremtrædende træk ved den epoke, der nu slutter, var opførelsen af det sidste af de kontinentale Andagtshuse og iværksættelsen af projekter til etablering af Andagtshuse på nationalt og lokalt plan. Bahá’íer verden over har lært meget om konceptet Mashriqu’l-Adhkár og den forening af tilbedelse og tjeneste, som det er indbegrebet af. I løbet af den sjette epoke af den Formative Tidsalder vil man lære meget mere om den vej, der fører fra udviklingen i et samfund med et blomstrende andagtsliv - og den tjeneste, som det inspirerer - til fremkomsten af et Mashriqu’lAdhkár. Vi er ved at indlede rådslagninger med forskellige nationale åndelige råd, og efterhånden som disse skrider frem, vil vi med jævne mellemrum annoncere steder, hvor der vil blive rejst et bahá'í Andagtshus i de kommende år.

Vores glæde over at se Det Største Navns samfund blive stærkere og stærkere, er dæmpet af vores dybe sorg over at se de vedvarende forhold og konflikter i verden, der skaber elendighed og desperate lidelser - især over at observere den genopblussen af destruktive kræfter, der har bragt uorden i internationale anliggender og samtidig påført befolkninger rædsler. Vi ved godt og er forvisset om, at som bahá'í samfundene gentagne gange har vist i mange forskellige sammenhænge, er Bahá'u'lláhs tilhængere forpligtet til at yde hjælp og støtte til dem, der er omkring dem, uanset hvor vanskelige deres egne forhold er. Men indtil menneskeheden som helhed påtager sig at etablere sine anliggender på et fundament af retfærdighed og sandhed, er den desværre dømt til at vakle fra den ene krise til den anden. Vi beder til, at det nylige krigsudbrud i Europa, hvis det skal give nogen læring for fremtiden, vil tjene som en presserende påmindelse om den kurs, som verden må følge, hvis den skal opnå ægte og varig fred. De principper, som Bahá'u'lláh forelagde Sin tids monarker og præsidenter, og det tunge ansvar, som Han pålagde tidligere og nuværende herskere, er måske endnu mere relevante og nødvendige i dag, end da de første gang blev nedfældet af Hans Pen. For bahá'íerne er den ubøhørlige fremgang i Guds Store Plan, der medfører prøvelser og omvæltninger, men i sidste ende tvinger menneskeheden hen imod retfærdighed, fred og enhed, den kontekst, hvori Guds Mindre Plan, som de troende hovedsagelig er optaget af, udfolder sig. Det nuværende samfunds dysfunktionelle tilstand gør behovet for at frigøre Troens samfundsopbyggende kraft overordentligt klart og presserende. Vi kan ikke andet end forvente, at verden indtil videre fortsat vil blive ramt af omvæltninger og forstyrrelser; I vil derfor uden tvivl forstå, hvorfor enhver oprigtig bøn, som vi beder for, at alle Guds børn vil blive befriet fra forvirring og bitter nød, er forbundet med en lige så inderlig bøn om, at den meget nødvendige tjeneste, som I yder for Fredsfyrstens Sag, bliver en succes.

I hver klynge, hvor planens aktiviteter tager fart, ser vi udviklingen af samfund med de ædle karakteristika, som vi beskrev i budskabet af 30. december 2021. Efterhånden som samfund oplever belastninger af forskellig art, må Abhá Skønhedens tilhængere i højere og højere grad skille sig ud for deres egenskaber som modstandsdygtighed og rationalitet, for deres adfærdsnormer og deres overholdelse af principper og for den medfølelse, upartiskhed og udholdenhed, som de udviser i deres stræben efter enhed. Gang på gang har de troendes særlige kendetegn og holdninger i perioder med akutte vanskeligheder fået folk til at henvende sig til bahá'íerne for at få forklaringer, råd og støtte, især når samfundslivet er blevet rystet af fare og uforudsete ødelæggelser. Når vi deler disse observationer, er vi opmærksomme på, at bahá'í samfundet selv også oplever virkningerne af de nedbrydende kræfter, der er på spil i verden. Desuden er vi bevidste om, at jo større indsats vennerne gør for at fremme Guds Ord, des stærkere vil de modvirkende kræfter være, som de før eller senere møder fra forskellige sider. De må styrke deres sind og ånd mod de prøvelser, der helt sikkert vil komme, at de ikke skal svække integriteten i deres bestræbelser. Men de troende ved meget vel, at uanset hvilke storme der måtte komme forude, så er Sagens ark beredt til at imødegå dem alle. På de på hinanden følgende stadier af dens rejse har den modstået elementerne og redet på bølgerne. Nu har den kurs mod en ny horisont. Den

Almægtiges bekræftelser er de vindstød, der fylder dens sejl og driver den frem mod sin destination. Og Pagten er dens ledestjerne, der holder det hellige fartøj på sin trygge og sikre kurs. Må himlens hærskarer sende velsignelser over alle, der er ombord.

Vi føler en enorm glæde ved at henvende os til et samfund, hvis højsindede og store beslutsomhed er passende for dets ophøjede kald. Hvor stor, hvor umådelig stor er vor kærlighed til jer, og hvor højt løfter vor ånd sig, når vi ser jeres oprigtige og hengivne stræben efter at leve et liv, der er formet af Bahá’u’lláhs Lære og at tilbyde Hans Åbenbarings livgivende vande til en verden, der er såre tørstig. Jeres stærke målbevidsthed er tydelig at se. Udvidelse og konsolidering, samfundsindsats og deltagelse i samfundets diskurser skrider hastigt frem, og disse forehavenders naturlige sammenhæng på klyngeniveau bliver stadigt mere synlige. Ingen steder er dette mere tydeligt end på steder, hvor flere og flere engagerer sig i en række bestræbelser, hver enkelt et middel til at frigøre Troens samfundsopbyggende kraft.

I de tolv måneder, der er gået siden 9-årsplanens ikrafttræden, har vi været begejstrede ved at se, hvordan dette globale åndelige foretagende har inspireret og styrket vennerne og givet drivkraft til særlige handlingsforløb. Et umiddelbart fokus har været at iværksætte planer, der sikrer, at der i hvert land og hver region fremstår mindst én klynge, hvor den tredje milepæl er passeret: Et sted, hvor et stort antal mennesker arbejder sammen og bidrager til et levende samfundsliv. Bevidste om, at målet for denne 25-års periode er at etablere et intensivt vækstprogram i hver klynge i verden, har de troende også sat sig for at åbne nye klynger for Troen samt at intensivere deres indsats på steder med et eksisterende vækstprogram. Der er en øget bevidsthed om muligheden for, at pionerer kan rejse sig i alle dele af verden – mange hengivne sjæle overvejer, hvordan de kan reagere på denne mulighed, og mange andre har allerede besat poster, mærkbart på hjemmefronten, men i stigende grad også på det internationale område. Dette er en af flere måder, hvorpå en ånd af gensidig støtte, som vi havde håbet, bliver udtrykt af vennerne overalt. Samfund, hvor der er blevet opbygget styrke, har forpligtet sig til at støtte de fremskridt, der gøres et andet sted – i en anden klynge, region, et andet land eller endda kontinent - og kreative midler har vist sig at give opmuntring på lang afstand og gøre det muligt at dele erfaringer direkte. I mellemtiden er den grundlæggende tilgang til at fastholde det, der læres i en klynge, så den kan præge planer, der er lavet lokalt og andre steder, meget udbredt. Vi er opmuntrede ved at se, at der lægges særlig vægt på at lære, hvorledes kvaliteten af den uddannelsesmæssige oplevelse, der tilbydes af instituttet, kan højnes. Når institutprocessen slår rod i et samfund, er dens virkninger dramatiske. Se for eksempel de centre med intens aktivitet, hvor indbyggerne er begyndt at betragte træningsinstituttet som et magtfuldt instrument, der er deres: Et instrument, for hvis sunde udvikling, de har påtaget sig hovedansvaret. Velvidende, at dørene til Troen altid står vidt åbne, lærer de troende at give opmuntring til dem, der er klar til at komme ind. At vandre med sådanne sjæle og hjælpe dem med at krydse tærsklen er et privilegium og en særlig glæde; i hver kulturel sammenhæng er der meget at lære om dynamikken i dette øjeblik, der genlyder af anerkendelse og tilhørsforhold. Og det er ikke alt. Mens mange klyngers bestræbelser på at bidrage til samfundsforandringer er på deres tidligste stadier, søger nationale åndelige råd, som altid kyndigt støttet af rådgiverne, aktivt at lære mere om, hvordan disse bestræbelser kommer til syne i den samfundsopbyggende proces. Diskussioner om et folks sociale og materielle velfærd dyrkes inden for grupper af familier og i samfund, mens vennerne også finder måder at deltage i meningsfulde diskurser, der udfolder sig i deres umiddelbare omgivelser.

Midt i alt det, vi har beskrevet, skinner ungdommens handlinger strålende. Langt fra blot passivt at absorbere påvirkninger - hvad enten påvirkningerne er gunstige eller ej - har de vist sig som dristige og skarpsindige hovedpersoner i Planen. Hvor et samfund har set dem i dette lys og skabt forhold for deres fremskridt, har ungdommen mere end retfærdiggjort den tillid, der vises dem. De underviser deres venner i Troen og gør tjeneste til grundlaget for mere meningsfulde venskaber. Ofte tager sådan tjeneste form af at oplære dem, der er yngre end dem selv – tilbyde dem ikke kun moralsk og åndelig oplæring, men ofte også hjælp i deres skolegang. Pålagt et helligt ansvar for at styrke institutprocessen, opfylder bahá’íungdommen vort dyrebare håb. Rammen for alle disse bestræbelser er en dybt urolig tid. Der er en udbredt erkendelse af, at de nuværende samfundsstrukturer er dårligt forberedt på at imødekomme de behov, som menneskeheden har under sine nuværende trængsler. Meget, der i vid udstrækning blev antaget for at være sikkert og urokkeligt, sættes der spørgsmålstegn ved, og den deraf følgende uro skaber en længsel efter en forenende vision. Koret af stemmer, der rejser sig til støtte for enhed, lighed og retfærdighed, viser hvor mange, der deler disse forhåbninger for deres samfund. Det er naturligvis ikke overraskende for en tilhænger af Den Velsignede Skønhed, at hjerterne længes efter de åndelige idealer, som Han fremsatte. Men vi finder det ikke desto mindre slående, at i et år, hvor udsigterne for menneskehedens kollektive fremskridt sjældent har virket mere dystert, skinnede Troens lys med forbløffende glans ved mere end ti tusinde konferencer, hvor næsten halvanden million mennesker deltog, idet de fokuserede på midlerne til at fremme de samme idealer. Bahá’u’lláhs vision og Hans formaning til menneskeheden om at arbejde i enhed for at forbedre verden, var det centrum, som forskellige dele af samfundet ivrigt samledes - og det er ikke underligt, for som ‘Abdu’l-Bahá har forklaret: “Ethvert samfund i verden finder i denne Guddommelige Lære realiseringen af dets højeste forhåbninger.” Nogle velyndere vil måske først blive tiltrukket af Bahá’ísamfundet som et tilflugtssted, et ly for en verden, der er polariseret og lammet. Men ikke desto mindre finder de beslægtede sjæle, der arbejder sammen for at genopbygge verden.

Der kunne skrives meget om konferencernes geografiske spredning, den ekstraordinære drivkraft de gav den nye plan eller de inderlige udtryk for glæde og begejstring, de fremkaldte hos dem, der deltog. Men med disse få linjer ønsker vi at henlede opmærksomheden på, hvad de betød for udviklingen af Sagen. De var en afspejling af et bahá’ísamfund, der ser slægtskab, ikke forskel. Dette synspunkt gjorde det naturligt at udforske 9-årsplanen ved sammenkomster, hvor alle var velkomne. Vennerne overvejede planens konsekvenser for deres samfund i selskab med ikke kun enkeltpersoner og familier, men også lokale ledere og autoriteter. Ved at samle så mange mennesker på ét sted blev der skabt betingelser for en transformerende samtale om åndelige og sociale fremskridt, en samtale, der udfolder sig i hele verden. Det særlige bidrag, som sådanne sammenkomster - på én gang åbne, meningsfulde og målrettede - kan bidrage med til et ekspanderende mønster af samfundsudvikling i en klynge, er en værdifuld erfaring for bahá’íinstitutioner at erindre for fremtiden.

Og således går de troendes samfund ind i Planens andet år med et friskt perspektiv og en dyb indsigt i vigtigheden af det, de søger at opnå. Hvor er det slående, hvordan handlinger ser anderledes ud, når de ses i lyset af den samfundsopbyggende kraft, de frigør! Dette ekspansive perspektiv gør det muligt at se en vedvarende aktivitet som meget mere end en isoleret tjenestehandling eller et enkelt tal. På sted efter sted afslører de initiativer, der gennemføres, en befolkning, der lærer at tage større ansvar for at navigere i sin egen udvikling. Den deraf følgende åndelige og sociale forandring manifesterer sig i et folks liv på en række forskellige måder. I den foregående serie af planer kunne den ses tydeligst i fremgangen af åndelig uddannelse og kollektiv tilbedelse. I denne nye serie af planer er det nødvendigt at øge opmærksomheden på andre processer, der søger at forbedre et samfunds liv - for eksempel ved at forbedre folkesundheden, beskytte miljøet eller ved at trække mere effektivt på kunstens kraft. Hvad der er nødvendigt for at fremme alle disse komplementære aspekter af et samfundets velfærd, er naturligvis evnen til at engagere sig i systematisk læring på alle disse områder - en evne, der trækker på indsigter, der stammer fra Læren og den akkumulerede mængde af menneskelig viden, der er skabt gennem videnskabelig forskning. Da denne evne vokser, vil der blive opnået meget i de kommende årtier.

Denne udvidede, samfundsopbyggende vision har vidtrækkende konsekvenser. Hvert samfund er på sin egen vej mod denne realisering. Men fremskridt på ét sted har ofte fælles træk med fremskridt på et andet sted. Et af disse træk er, at efterhånden som kapaciteten øges og et lokalt eller nationalt samfunds drivkraft mangedobles, så vil de betingelser, der er nødvendige for fremkomsten af et Mashriqu’l-Adhkár som beskrevet i vores Riḍvánbudskab fra 2012, i sidste ende være opfyldt. Som vi angav i vort budskab til jer sidste Riḍván, vil vi med jævne mellemrum identificere steder, hvor der skal rejses et bahá’ítempel. Vi er glade for på, dette tidspunkt, at kunne meddele etableringen af lokale andagtshuse i Kanchanpur, Nepal og Mwinilunga, Zambia. Derudover opfordrer vi til, at der opføres et nationalt andagtshus i Canada, i nærheden af det nationale Ḥazíratu’l-Quds i Toronto, der har været etableret længe. Disse projekter og andre, der skal påbegyndes i fremtiden, vil nyde godt af den støtte, som Tempelfonden får fra vennerne i alle lande.

Rigelige er de velsignelser, som en godgørende Herre har valgt at skænke Sine elskede. Ophøjet er kaldet, storslået er udsigten. Den tid, hvor vi alle er blevet indkaldt til at tjene, er uopsættelig. Lidenskabelige er da de bønner, som vi, på jeres vegne og for jeres utrættelige bestræbelser, fremsiger ved Bahá’u’lláhs Tærskel.

Hele tre år er gået siden det nuværende stadium i udfoldelsen af Den Guddommelige Plan, et foretagende der sammenbinder Bahá'u'lláhs tilhængere i én forenet åndelig indsats. Kun to år adskiller Guds venner fra dens fastsatte afslutning. De to væsentlige bevægelser, som fortsætter med at drive vækstprocessen frem – den jævne strøm af deltagere gennem træningsinstituttets kurser og områdernes bevægelse langs med udviklingens kontinuum – er begge blevet umådeligt forstærket af den udgydelse af energi, som blev frigjort af ungdomskonferencerne sidste år. Den øgede kapacitet, som bahá'í verdenen har opnået ved at kunne mobilisere så mange unge mennesker på tjenesteområdet, kan nu høste yderligere frugt. For i den tid, der er tilbage, venter de påtrængende opgaver med at styrke de eksisterende vækstprogrammer og påbegyndelse af nye. Det Største Navns samfund befinder sig i en god position før udløbet af denne periode med hensyn til at føje områder, hvor disse programmer allerede er opstået, til de to tusinde, der endnu er tilbage af målet.

Hvor blev vi glade ved at se, at denne indsats ihærdigt bliver fremmet overalt i de fjerneste regioner på kloden under mange forskellige omstændigheder og i mange forskellige omgivelser, i områder, der allerede tæller ca. tre tusinde. Mange områder befinder sig på et punkt, hvor fremdriften genereres ved implementering af nogle få enkle fremgangsmåder. I andre er antallet af individer, der tager initiativ inden for Planens ramme forøget efter flere på hinanden følgende aktivitetscyklusser, og effektiviteten i aktiviteterne intensiveret; efterhånden som kvaliteten af processen med åndelig skoling forhøjes gennem erfaring, bliver det lettere for sjæle at føle sig tiltrukket til at deltage i den. Fra tid til anden kan der være en pause i aktiviteten eller en forhindring til vejen fremad; ved at søge rådslagning for at finde årsagen til dødvandet forenet med tålmodighed, mod og vedholdenhed vil det blive muligt at få fremdriften tilbage. I flere og flere områder øges vækstprogrammet i omfang og bliver mere sammensat, hvilket falder sammen med den stigende kapacitet hos Planens tre hovedpersoner – individet, samfundet og troens institutioner – med at skabe et gensidigt støttende miljø. Og vi er henrykte over, at der, som forventet, er et stadigt voksende antal områder, hvor hundrede eller flere personer nu gør det lettere for tusinde eller flere at væve et livsmønster, der er åndeligt, dynamisk og forvandlende.

Ridván 2014

Den dybere mening med processen er naturligvis selv fra starten en kollektiv bevægelse mod den vision om materiel og åndelig velstand, der fremsattes af Ham, som er Verdens Livgiver. Men når så mange er involveret, bliver en hel befolknings bevægelse tydelig.

Denne bevægelse er særlig tydelig i de områder, hvor et lokalt Mashri’qul-Adhkár skal oprettes. Som for eksempel i Vanuatu. De venner, der bor på øen Tanna, har gjort en enestående indsats for at rejse bevidstheden om det planlagte andagtshus, og de har allerede fået engageret ikke mindre end en tredjedel af øens 30.000 indbyggere i en stadig mere udbredt samtale om dets betydning på forskellige måder. Evnen til at opretholde en ophøjet samtale blandt så mange mennesker er blevet forfinet gennem årelang erfaring med at videregive Bahá'u'lláhs lære og ved at øge rækkevidden af et levende træningsinstituts område. Øens juniorgrupper trives i særdeleshed, stærkt støttet af landsbyhøvdinge, som ser, hvorledes deltagerne bliver åndeligt bestyrkede. Opmuntret af enheden og den pligtopfyldende troskab, der hersker blandt dem, har disse unge mennesker ikke blot fordrevet ligegyldighed og passivitet blandt sig selv, men har gennem forskellige praktiske projekter fundet midler til at arbejde for deres samfunds forbedring, og som et resultat er folk i alle aldre, ikke mindst deres egne forældre, blevet opildnet til konstruktiv aktion. Blandt de troende og det omkringliggende samfund er den rige gave at kunne vende sig til et lokalt åndeligt råd for at få vejledning og hjælp med at løse vanskelige situationer ved at blive anerkendt, og til gengæld er det åndelige råds beslutninger stadig oftere karakteriseret ved at være vise og fintmærkende. Der er meget her, som viser, at når elementerne i Planens handlingsstruktur kombineres med et sammenhængende hele, kan indvirkningen på en befolkning være meget dybtgående. Og det er på baggrund af fortsat udbredelse og konsolidering – den tredivte intensive vækstprogramcyklus er netop afsluttet – at vennerne sammen med resten af øens beboere aktivt udforsker, hvad det betyder at et Mashri’qul-Adhkár, – et ”kollektivt midtpunkt for menneskers sjæle” – bliver rejst i blandt dem. Med de traditionelle lederes aktive støtte har øboerne på Tanna givet ikke mindre end et hundrede arkitekttegnede idéer til templet, som viser i hvilken udstrækning andagtshuset har fængslet fantasien, og som åbner betagende udsigter for den indflydelse det er meningen, det kan udøve på de liv, der skal leve i dets skygge.

Denne hjertegribende beretning har sit modstykke i talrige af de særligt udviklede områder, hvor betydningen af Bahá'u'lláhs lære bliver taget i anvendelse for livsbetingelserne i nabolag og landsbyer. I hver af dem, er der mennesker, som, stadig mere bevidste om Personen Bahá'u'lláh, gennem refleksion, rådslagning og studie lærer, hvordan de skal agere på de sandheder, der ligger gemt i Hans åbenbaring, således at den voksende kreds af åndeligt beslægtede bliver stadig tættere forbundet med hinanden gennem kollektiv gudsdyrkelse og tjeneste.

På mange måder udstikker de samfund, der er nået længst fremad, en indbydende sti til efterfølgelse. Dog er det, uanset handlingsniveauet for et område, evnen til at lære blandt de lokale venner inden for en fælles ramme, der fostrer fremgang ad udviklingens sti. Alle har del i dette

foretagende; hver enestes bidrag tjener til at berige helet. De mest dynamiske områder er der, hvor vennerne, uanset samfundets resurser eller antallet aktiviteter, forstår at deres opgave er at finde ud af, hvad der kræves for at fremgangen kan finde sted – den vordende evne som skal næres, de færdigheder der skal tilegnes, de initiativtageres flyvefærdige indsats, som skal følges, den plads til refleksion der skal dyrkes, den kollektive indsats, som skal koordineres – og dernæst finde kreative måder på hvormed den nødvendige tid og resurser, kan gøres tilgængelige for at opnå det. Selve det faktum, at alle slags omstændigheder har sine egne udfordringer, gør hvert samfund i stand til ikke blot at drage nytte af det, som man lærer i resten af bahá'í verdenen, men det føjes også til den samlede mængde viden. Bevidstheden om denne realitet befrier én fra den frugtesløse søgen efter en usmidig handlingsformular, mens den stadig lader den indsigt, som man har opsnappet fra forskellige miljøer, præge vækstprocessen, efterhånden som den former ens egne omgivelser. Hele denne metode stemmer overhovedet ikke overens med de snævre opfattelser om ”succes” og ”fiasko” der skaber ophidselse eller lammer viljen. Frigjorthed er en nødvendighed. Når man bruger sin energi udelukkende for Guds skyld, vil alt hvad der sker tilhøre Ham, og alle sejre vundet i Hans Navn er en lejlighed til at lovprise Ham.

Der står så meget i vor tros skrifter, der beskriver forholdet mellem den indsats, der gøres og den himmelske hjælp, der sikres til gengæld: ”Hvis blot I gør en anstrengelse,” er Mesterens forsikring i et af sine breve, ” er det sikkert at denne stråleglans vil skinne, at disse nådens skyer vil give deres regn, at disse livgivende vinde vil rejse sig og blæse, at denne velduftende moskus vil spredes vidt og bredt.” På vores hyppige besøg til de hellige gravmæler, bønfalder vi Den Almægtige på jeres vegne, at Han vil støtte og styrke jer, så at jeres indsats for at nærme jer dem, der endnu ikke er bekendt med den guddommelige lære og bekræfte dem i Hans sag, vil blive rigt velsignet, og at jeres tillid til Hans grænseløse gunst aldrig må vakle. I er altid i vores bønner, og vi vil aldrig ophøre med at huske jeres indviede trofastheds handlinger i vores bønfaldelser. Når vi overvejer de uafviselige pligter, som ligger foran Den Velsignede Skønheds tilhængere i de næste to år, er Mesterens manende opfordring til handling ansporende for ånden: ”Sønderriv slørene, fjern forhindringerne, tilbyd de livgivende vande og udpeg frelsens sti.”

Nu da Den Største Fest nærmer sig, fyldes vi med en stærk følelse af taknemmelighed og forventning – taknemmelighed over de undere, som Bahá'u'lláh satte Sine tilhængere i stand til at opnå, forventning om det, som den nærmeste fremtid bærer i sit skød.

Den fremdrift, der udvikledes gennem de verdensomspændende fejringer af 200året for Bahá'u'lláhs fødsel, er kun vokset siden. Bahá'í-samfundets øgede udvikling, dets stadig stigende kapacitet og dets evne til at trække på flere af sine medlemmers styrke skiller sig stærkt ud i en kort opgørelse af dets nyligt vundne globale opnåelser. Af disse udmærker sig en forøgelse af samfundsopbyggende aktiviteter i særdeleshed. Den nuværende Femårsplan er en følge af bahá'í verdenens 20 års bestræbelser på systematisk at forfine og forøge disse aktiviteter – men det er bemærkelsesværdigt, at antallet kerneaktiviteter i Planens første to og et halvt år alene er steget med mere end 50%. Det

verdensomspændende samfund har vist evne til på ethvert tidpunkt at engagere mere end en million mennesker i disse aktiviteter og har hjulpet dem med at udforske og være lydhøre over for en åndelig virkelighed. I den samme korte periode er antallet bønnemøder næsten fordoblet – et højst nødvendigt svar på menneskehedens voksende fremmedgørelse over for Kilden til håb og nådegaver. Særligt denne udvikling giver sit helt eget løfte om, at andagtsmøder kan indgyde en ny ånd i samfundslivet. Sammen med den

uddannelsesmæssige indsats for alle aldre, forstærker de det ophøjede formål med disse bestræbelser: at fostre samfund, der skiller sig ud ved deres tilbedelse af Gud og tjeneste for menneskeheden. Intet steds er dette mere tydeligt, end i de områder, hvor et stort antal deltagere i bahá'í aktiviteterne opretholdes, og hvor vennerne har passeret den tredje milepæl i deres samfunds udvikling. Vi er lykkelige over at se, at det antal områder, hvor vækstprocessen er kommet så langt, allerede er mere end fordoblet siden Planens begyndelse, og nu er omkring fem hundrede.

Dette korte overblik kan aldrig være fair over for omfanget af den forvandling, der er på vej. De resterende to år ser lyse ud for Planen. Meget er opnået det seneste år af den vidt udbredte læring, vi har opnået fra de stærke vækstprogrammer i områder der, som vi håbede, er blevet kilde til viden og resurser. Det Internationale Undervisnings Center, rådgiverne og deres utrættelige hjælpere er ikke veget tilbage med forsikringer om, at venner i alle dele af verden kan få del i denne hurtigt opnåede læring og tillempe den indsigt, de har fået, til deres egen situation. Vi glæder os over at se, at der i et voksende antal områder og deres nabolag og landsbyer, har vist sig en kerne af venner, som gennem handling og eftertanke opdager det, der på et særligt tidspunkt kræves for at vækstprocessen kan gå fremad i deres omgivelser. De trækker på det stærke redskab, som instituttet giver, hvorigennem kapacitet til at bidrage til den åndelige og materielle velstand i samfundet bliver forbedret, og mens de handler, øges antallet af dem, der slutter sig til dem. Betingelserne såvel som vækstens karakter varierer naturligvis meget fra sted til sted. Men ved en systematisk indsats, kan hver og én yde et stadigt mere effektivt bidrag til det for hånden værende arbejde. I alle miljøer er der ren glæde ved at inddrage andre sjæle i meningsfulde og opløftende samtaler, som, hurtigt eller gradvist, fører til spirende åndelig modtagelighed. Jo mere lysende den flamme, der antændes i den troendes hjerte, des større bliver den tiltrækningskraft, der føles af dem, der udsættes for dens varme. Kan man forestille sig en mere passende beskæftigelse for et hjerte, der er opslugt af kærlighed til Bahá'u'lláh, end at søge åndsfrænder, at opmuntre dem til at betræde tjenestens sti, at følge dem efterhånden som de opnår erfaring og – måske den største glæde af alle – at se sjæle bekræftes i deres tro og uafhængigt rejse sig for hjælpe andre ud på den samme rejse. Sådanne øjeblikke er de kæreste, som dette flygtige liv skænker.

Udsigten til fremme af denne åndelige virketrang er endnu mere betagende, nu da 200-årsfejringen af Bábs Fødsel nærmer sig. Som den forudgående 200-årsfejring, er denne fejring en ubeskrivelig dyrebar begivenhed. Det giver alle bahá’íer vidunderlige muligheder for at vække dem, der omgiver dem, til Guds store Dag, til den helt særlige spredning af himmelsk gunst tilkendegivet ved tilsynekomsten af to Manifestationer fra Det guddommelige Væsen; to på hinanden følgende Lysende Skikkelser, der oplyste verdens horisont. Omfanget af, hvad der kan blive muligt i de kommende to cyklusser, er kendt for alle ud fra erfaringerne med 200-årsfejringen for to år siden, og det man lærte ved den lejlighed skal kanaliseres ind i planerne for De Hellige Dobbeltfødselsdage i år. Som 200årsfejringen kommer nærmere, vil vi hyppigt og ydmygt bede i De hellige Gravmæler for jer, idet vi bønfalder om, at jeres bestræbelser for på passende vis at ære Báb vil have held til at fremme Den Sag, Han forudsagde.

Afslutningen på det første århundrede i Den formende Tidsalder er blot to år forude. Den vil forsegle et århundrede af hengiven stræben efter at konsolidere og udbrede det fundament, der med stor offervilje blev lagt i Troens heroiske Tidsalder. Til den tid vil bahá'í-samfundet også markere 100-året for 'Abdu'l-Bahás Bortgang, det øjeblik, hvor Den elskede Mester befriedes fra denne verdens lænker og genforenedes med Sin Far i den himmelske herligheds helligdom. Hans begravelse, som fandt sted den næste dag, var en begivenhed ”hvis lige Palæstina aldrig havde set”. Ved dens afslutning blev Hans jordiske levninger lagt til hvile i en gravhvælving i Bábs Mausoleum. Shoghi Effendi betragtede imidlertid dette som en midlertidig foranstaltning. Et gravmæle, som passede til 'Abdu'lBahás enestående stade, skulle opføres på det rigtige tidspunkt.

Nu er tiden inde. Bahá'í verdenen kaldes til at opføre et bygningsværk, som for evigt vil skærme disse hellige jordiske rester. Det skal opføres i nærheden af Ridván Haven, på et område, der blev helliggjort af Den velsignede Skønheds fodtrin. 'Abdu'l-Bahás Gravmæle ville ligge på halvmåneformen mellem De hellige Gravmæler i Akko og Haifa.

Plantegningerne skrider frem, og vi vil sende flere oplysninger i de kommende måneder.

Vi opfyldes af følelser af overordentlig glæde, mens vi tænker på det kommende år, og alt hvad det lover. Vi stoler på, at hver af jer, - optaget af tjeneste for Bahá’u’lláh og som i alle lande arbejder for fredens sag, - vil opfylde jeres høje kald.

De sidste ord i et højst mindeværdigt kapitel i Sagens historie er nu skrevet, og siden vendes. Denne Riḍván markerer afslutningen på et enestående år, en Femårsplan og på en hel række Planer, der begyndte i 1996. En ny række Planer kalder med det, som ser ud til at blive betydningsfulde tolv måneder, der skal tjene som optakten til en niårs indsats, der vil begynde næste Riḍván. Vi ser for os et samfund, der hastigt har vundet styrke og er klart til at tage store skridt fremad. Men man skal ikke gøre sig nogen illusioner om, hvor megen stræben det kostede at nå til dette punkt, og hvor hårdt tilkæmpede de indsigter var, der blev opnået på vejen: De høstede erfaringer vil forme samfundets fremtid og beretningen om, hvordan de blev høstet kaster lys over det, der er i vente.

Årtierne, der ledte frem til 1996, fulde af deres egen fremgang og indsigt, havde ikke efterladt nogen tvivl om, at et stort antal mennesker i mange samfund ville være klar til at indtræde under Troens banner. Selvom eksempler på omfattende indmeldelser var opmuntrende, kunne de ikke sammenlignes med en bæredygtig vækstproces, der kunne dyrkes i forskellige miljøer. Samfundet stod over for store spørgsmål, som det på daværende tidspunkt ikke havde tilstrækkelig erfaring i at besvare på tilfredsstillende vis. Hvorledes kunne indsatser rettet mod denne udbredelse gå fremad hånd i hånd med konsolideringsprocessen og løse den langvarige tilsyneladende komplicerede udfordring ved bæredygtig vækst? Hvorledes kunne enkeltpersoner, institutioner og samfund, der ville være i stand til at omsætte Bahá’u’lláhs lære til handling, rejse sig? Og hvorledes kunne de, som blev tiltrukket af læren blive forkæmpere i et globalt åndeligt fortagende?

Således var det, at et bahá’í samfund, der for et kvart århundrede siden stadig kunne tælle tre Guds Sags Hænder i sine forreste rækker, påbegyndte en Fireårsplan, der adskilte sig fra de foregående ved at fokusere på ét eneste mål: En betydelig fremgang i processen med gruppevis indtræden. Dette mål kom til at definere rækken af efterfølgende Planer. Samfundet havde allerede fået en forståelse af, at denne proces ikke blot bestod af, at grupper på en anseelig størrelse trådte ind i Troen, ej heller at den ville opstå spontant; det indebar målbevidst, systematisk, accelereret udbredelse og konsolidering. Dette arbejde ville kræve kvalificeret deltagelse fra talrige sjæle, og i 1996 blev bahá’í verdenen opfordret til at tage den enorme undervisningsudfordring op, som dette indebar. Den blev opfordret til at danne et netværk af træningsinstitutter målrettet til at skabe en øget strøm af personer udstyret med de nødvendige færdigheder til at opretholde vækstprocessen.

Vennerne påbegyndte denne opgave i bevidstheden om at de, til trods for deres tidligere sejre på undervisningsområdet, tydeligvis havde meget at lære om, hvilke færdigheder de skulle erhverve sig og altafgørende, hvordan de skulle erhverve dem. På mange måder lærte samfundet hen ad vejen af de erfaringer, man gjorde sig, når de med tiden var blevet forfinede og raffinerede gennem anvendelsen i forskellige miljøer, og til sidst indarbejdet i undervisningsmaterialer. Man indså, at særlige aktiviteter var et naturligt svar på en befolknings åndelige behov. Studiegrupper, børneklasser, andagtsmøder og senere juniorgrupper skilte sig ud som værende af afgørende betydning i denne henseende og når de blev vævet sammen med lignende aktiviteter, kunne dynamikken, der blev skabt, frembringe mønsteret for et levende samfundsliv. Og mens antallet, der deltog i disse kerneaktiviteter, steg, blev en ny dimension tilføjet til det oprindelige formål. De kom til at tjene som indgange, hvorigennem unge, voksne og hele familier fra det bredere samfund kunne møde Bahá’u’lláhs Åbenbaring. Det blev også åbenbart, hvor praktisk det var at overveje strategier for samfundsopbyggende arbejde i forbindelse med ”området”: Et geografisk område af håndterlig størrelse med særlige samfundsmæssige og økonomiske kendetegn. En evne til at forberede enkle Planer på områdeniveauet begyndte at blive dyrket, og ud fra sådanne Planer opstod Troens vækstprogrammer, organiseret i det, der skulle blive til tre måneders aktivitetscyklusser. Et vigtigt punkt blev tidligt klart: Enkeltpersoners gennemgang af en række kurser giver drivkraft til og bliver opretholdt af områdernes bevægelse hen imod en kontinuerlig udvikling. Dette supplerende forhold hjalp vennerne overalt til at vurdere vækstdynamikken i deres egne omgivelser og til at udstikke en vej hen imod øget styrke. Som tiden gik, viste det sig nyttigt at se på det, der skete i et område både fra perspektivet om de tre uddannelsesimperativer – at tjene børn, juniorer og unge og voksne – så vel som fra perspektivet om aktivitetscyklusserne, der er væsentlige for vækstrytmen. Mange af de mest genkendelige tegn på vækstprocessen, som vi ser i dag, blev delvis fastlagt halvvejs inde i en femogtyveårs indsats.

Som vennernes bestræbelser intensiveredes begyndte forskellige principper, begreber og strategier af universel relevans for vækstprocessen at udkrystallisere sig i en handlingsstruktur, der kunne udvikles til at rumme nye elementer. Denne struktur viste sig at blive fundamental for frigørelsen af enorme kræfter. Den hjalp vennerne til at kanalisere deres energier på måder som, erfaringer havde vist, førte til væksten af sunde samfund. Men en struktur er ikke en formel. Ved at tage hensyn til strukturens forskellige elementer, når man vurderede realiteterne i et område, en lokalitet eller blot et nabolag, kunne man udvikle et mønster af aktiviteter, der trak på det, som resten af bahá’í verdenen lærte, mens det stadig var et svar på omstændighederne på dét sted. En modsætning mellem stive krav på den ene side og ubegrænsede personlige præferencer på den anden gav plads til en mere nuanceret forståelse af den mangfoldighed af former for støtte den enkelte kunne give til en proces, der i grunden var sammenhængende og kontinuerligt blev forfinet, efterhånden som erfaringer akkumuleredes. Der skal ikke herske tvivl om den fremgang, som denne strukturs tilsynekomst udgør: Betydningen af harmoniseringen og foreningen af hele bahá’í verdenens bestræbelser og fremdriften i dens fremmarch fik stor betydning konsekvens.

Efterhånden som én Plan efterfulgte en anden, og engagementet i samfundsopbygningens arbejde blev bredere funderet, blev fremgangen på det kulturelle niveau mere udtalt. Vigtigheden af at oplære de yngre generationer blev for eksempel i højere grad værdsat, det samme gjaldt de ekstraordinære muligheder, der særligt var repræsenteret ved juniorerne. Sjæle, der støttede og ledsagede hinanden ad en fælles sti, der hele tiden udvidede den gensidige støttes kreds, blev det mønster, som alle indsatser rettet mod udviklingen af kompetencer til tjeneste, stræbte efter. Selv samspillet vennerne indbyrdes og dem omkring dem undergik en forandring, da der blev rettet opmærksomhed på kraften i meningsfulde samtaler til at vække og antænde åndelig modtagelighed. Og meget sigende antog bahá’í samfund en øget udadvendt indstilling. Enhver sjæl, der var lydhør over for Troen kunne blive en aktiv deltager – selv initiativtager og facilitator – for undervisningsaktiviteter, andagtsmøder og andre elementer af samfundsopbygningens arbejde; blandt disse sjæle erklærede mange også deres tro på Bahá’u’lláh. Således opstod der en forståelse af processen med gruppevis indtræden, der beroede mindre på teorier og antagelser og mere på virkelige erfaringer for, hvordan et stort antal mennesker kunne finde Troen, blive fortrolige med den, identificere sig med dens mål, deltage i dens aktiviteter og drøftelser og i mange tilfælde tage den til sig. Efterhånden som institutprocessen styrkedes i region efter region, voksede antallet af enkeltpersoner, der tog del i Planens arbejde faktisk med stormskridt, udstrakt selv til dem, som fornyligt havde mødt Troen. Men dette var ikke drevet af en ren interesse for antal. En vision, der opstod samtidigt, om personlig og fælles forandring, grundet på studiet af Guds Ord og en anerkendelse af hver enkelt persons evne til at blive hovedperson i et dybt åndeligt drama, havde fremkaldt en følelse af fælles bestræbelse.

Et af de mest markante og inspirerende kendetegn på denne femogtyveårs periode har været den tjeneste ydet af bahá’í ungdommen, som med tro og mod har indtaget deres retmæssige plads i forreste linje af samfundets indsatser. Som Sagens læremestre og de unges undervisere, som mobile tutorer og hjemmepionerer, som områdekoordinatorer og medlemmer af bahá’í organer, har unge på fem kontinenter rejst sig for at tjene deres samfund med hengivenhed og opofrelse. Den modenhed, som de har udvist i varetagelsen af de pligter, hvorpå Den Guddommelige Plans fremgang afhænger, er et udtryk for deres åndelige vitalitet og deres forpligtelse til at værne om menneskehedens fremtid. I anerkendelse af denne stigende åbenlyse modenhed har vi besluttet, at straks efter denne Riḍván, hvor den valgbare alder for at tjene på et åndeligt råd skal forblive enogtyve, vil den alder ved hvilken en troende kan stemme ved bahá’í valg blive sænket til atten. Vi er ikke i tvivl om, at unge bahá’íer overalt, som er myndige, vil retfærdiggøre vor tiltro til deres evne til ”samvittighedsfuldt og omhyggeligt” at opfylde den ”hellige pligt”, som enhver bahá’í vælger bliver opfordret til.

*

Vi er bevidste om, at samfundenes virkelighed naturligvis er meget forskellig. Forskellige nationale samfund og forskellige steder inden for de samfund påbegyndte denne række af Planer på forskellige udviklingsstadier; siden da har de også udviklet sig i forskelligt tempo og har opnået forskellige niveauer af fremgang. Dette er i sig selv ikke noget nyt. Det har altid været således, at stedernes omstændigheder varierer, ligesom den grad af modtagelighed, der findes. Men, vi fornemmer også en flodbølge, hvorved kompetencen, selvtilliden og den samlede erfaring i de fleste samfund stiger, holdt oppe af deres nære og fjerne søstersamfunds succes. Mens sjæle, der, eksempelvis, i 1996 rejste sig for at åbne en ny lokalitet, ikke manglede mod, tro og hengivenhed, kombinerer deres modstykker i dag de samme egenskaber med kundskab, indsigt og færdigheder, der er akkumuleringen af femogtyve års bestræbelse fra hele bahá’í verdenen med at systematisere og forfine udbredelses- og konsolideringsarbejdet.

Uanset et samfunds udgangspunkt, har det fremmet vækstprocessen, når det har kombineret egenskaber som tro, vedholdenhed og engagement med en villighed til at lære. I virkeligheden er en højt værdsat arv fra denne række Planer en udbredt anerkendelse af, at enhver bestræbelse på fremgang begynder med en indstilling om at ville lære. Enkeltheden af denne forskrift modsiger betydningen af de implikationer, der følger fra den. Vi tvivler ikke på, at ethvert område, med tiden, vil udvikle sig kontinuerligt; de samfund, der har gjort de hurtigste fremskridt i forhold til dem med lignende omstændigheder og muligheder, har udvist en evne til at fostre enhed i tanke og til at lære om vellykket handling. Og de gjorde dette uden at tøve.

En forpligtelse til at lære betød også, at man måtte være forberedt på at begå fejltagelser – og af og til gav fejltagelser besvær. Det er ikke forbavsende at nye metoder og tilgange først blev håndteret ukyndigt på grund af mangel på erfaring; det hændte, at én slags nyerhvervet kompetence gik tabt, når et samfund blev optaget af at udvikle en anden. At have de bedste intentioner er ingen garanti mod, at man begår fejltrin, og at komme over dem kræver både ydmyghed og løsrivelse. Når et samfund er forblevet fast besluttet på at vise overbærenhed og lære af fejl, der naturligvis opstår, har fremgang aldrig været uden for rækkevidde.

Halvvejs gennem rækken af Planer begyndte samfundets engagement i det bredere samfundsliv at komme i fokus for mere direkte opmærksomhed. De troende blev opmuntret til at tænke på dette i form af to sammenkoblede bestræbelsesområder – samfundsindsats og deltagelse i samfundets fremherskende diskurser. Disse var selvfølgelig ikke alternativer til arbejdet med udbredelse og konsolidering, endnu mindre en distraktion: De var forbundne. Jo større ressourcer et samfund kunne trække på, des større blev dets evne til at viderebringe den visdom, der ligger i Bahá’u’lláhs Åbenbaring til at kunne overkomme dagligdagens udfordringer – at omsætte Hans lære til virkelighed. Og menneskehedens vanskelige forhold på denne tid syntes at understrege, hvor desperat dens behov var for det middel, der var ordineret af Den Guddommelige Læge. I alt dette lå der antydet en meget anerledes forståelse af religion i forhold til dem, der har magten i verden i almindelighed: En forståelse, som anerkender religion som en stærk kraft, der fremmer en evigt fremadskridende civilisation. Man forstod, at en sådan civilisation heller ikke ville opstå spontant af sig selv – det var Bahá’u’lláhs tilhængeres mission at arbejde for dens fremkomst. En sådan mission krævede, at man anvendte den samme systematiske læringsproces på arbejdet med samfundsindsats og engagement i den offentlige diskurs.

Set i perspektivet fra de sidste to og et halvt tiår er evnen til lede samfundsindsatser steget markant, hvilket har medført en ekstraordinær opblomstring i aktiviteterne. Sammenlignet med 1996, da der var godt 250 socialøkonomiske udviklingsprojekter, der blev støttet i løbet af et år, er der nu 1.500, og antallet af bahá’í inspirerede organisationer er firdoblet til flere end 160. Der er blevet taget initiativ til mere end 70.000 fælles indsatser på græsrodsniveau af kortere varighed hvert år, en forøgelse på 50 gange. Vi ser frem til en fortsat forøgelse i alle disse bestræbelser, der er et resultat af den pligttro støtte og det incitament, der nu tilvejebringes af Bahá’í International Development Organization. Samtidig er bahá’í deltagelsen i samfundets fremherskende debat også vokset enormt. Ud over de mange lejligheder hvor vennerne synes, at de kan tilbyde et bahá’í perspektiv i samtaler på arbejdspladsen eller i private sammenhænge, har mere formel deltagelse i drøftelser gjort betydelige fremskridt. Vi tænker ikke kun på de meget udvidede indsatser og de stadigt stigende avancerede bidrag fra Det Internationale Bahá’í Samfund – som i denne periode tilføjede kontorer i Afrika, Asien og Europa – men også arbejdet med det meget omfattende, meget forstærkede netværk mellem nationale Kontorer for Eksterne Anliggender, for hvem bestræbelser på dette område blev det overordnede fokus; derudover var der indsigtsfulde og iøjnefaldende bidrag fra individuelle troende på særlige områder. Alt dette giver noget af forklaringen på den agtelse, værdsættelse og beundring, som førende tænkere og andre fremtrædende personer, på alle niveauer i samfundet, igen og igen har udtrykt for Troen, dens medlemmer og deres aktiviteter.

Når vi ser tilbage på hele perioden på femogtyve år, er vi fyldt med ærefrygt over de mange forskellige fremskridt, som bahá’í verdenen har opnået samtidigt. Dets intellektuelle liv har trivedes, og det har ikke kun vist sig ved dets fremskridt i de områder af bestræbelser, som allerede er blevet gennemgået, men også af mængden af kvalitetslitteratur, der er udgivet af bahá’í forfattere, af udviklingen af rum til udforskning af nogle studier i lyset af læren og af betydningen af de seminarer, der systematisk bliver tilbudt førstedels- og kandidatstuderende af the Institute for Studies in Global Prosperity, som i samarbejde med Sagens institutioner, nu tjener bahá’í ungdom fra mere end 100 lande. Det har været meget synligt, hvordan bestræbelserne med at opføre Andagtshuse er accelereret. Det sidste Modertempel blev rejst i Santiago, Chile, og projekter med at bygge to nationale og fem lokale Mashriqu’l-Adhkár blev påbegyndt; Andagtshusene i Battambang, Cambodja og Norte del Cauca, Colombia, har allerede åbnet dørene. Bahá’í Templer, uanset om de er nyligt indviede eller vel etablerede, besætter de i stigende grad en plads i samfundslivets hjerte. Den materielle støtte, der er givet af almindelige mennesker blandt de troende til de utallige bestræbelser, der er foretaget af Guds venner, har været ødsel. Ganske enkelt betragtet som en målestok for fælles åndelig vitalitet, generøsitet og offervilje, hvormed, den afgørende strøm til fondene er blevet opretholdt i en tid med store økonomiske omvæltninger – nej, styrket – det er yderst sigende. I bahá’í administrationens verden er nationale åndelige råds evne til at lede deres samfund, med al deres voksende kompleksitet, blevet betydeligt forøget. De har især nydt godt af et styrket samarbejde med rådgiverne, som har været behjælpelige med at systematisere indsamlingen af viden fra græsrødderne over hele verden og sikre, at de bliver vidt udbredt. Det var også i den periode, at den regionale bahá’í rådsforsamling opstod, som en helt flyvedygtig institution i Sagen, og nu findes i 230 regioner, rådsforsamlinger og de træningsinstitutter, de fører tilsyn med, har vist sig at være uundværlige i udviklingen af vækstprocessen. For at fremtidssikre funktionerne for Hovedforvalteren af Huqúqu’lláh, Guds Sags Hånd ’Alí-Muhammad Varqá, blev Den Internationale Bestyrelse af Forvaltere for Huqúqu’lláh etableret i 2005; i dag koordinerer den bestræbelserne i ikke færre end 33 nationale og regionale forvalteres bestyrelser, der nu omgiver kloden og de leder arbejdet med mere end 1.000 repræsentanter. Fremskridtene, som fandt sted i Bahá’í Verdens Centret i den samme periode, er mange: vidnesbyrd om færdiggørelsen af

Terrasserne ved Bábs Gravmæle og to bygninger på Arken og påbegyndelsen af konstruktionen på ’Abdu’l-Bahás Gravmæle, for ikke at nævne en sværm af projekter, der sikrer og bevarer Troens hellige steder. Bahá’u’lláhs Gravmæle og Bábs Gravmæle blev anerkendt som verdensarv, steder af uvurderlig betydning for menneskeheden. De besøgende flokkedes ved disse hellige steder i flere hundrede tusinder, i nogle år nærmede antallet sig halvanden million, og Verdens Centret har regelmæssigt budt hundreder af pilgrimme velkommen på én gang, somme tider mere end 5.000 på et år, samtidig med et lignende antal bahá’í gæster; vi er henrykte for såvel det øgede antal som for de snesevis af forskellige folkeslag og nationer, der er repræsenteret blandt dem, der får del i pilgrimsrejsens gavmildhed. Oversættelsen, udgivelsen og udbredelsen af de Hellige Tekster er også blevet stærkt forøget, parallelt med udviklingen af Bahá’í Reference Library, et af de mest iøjnefaldende medlemmer af den voksende websitefamilie, der er tilknyttet bahai.org, og den er nu tilgængelig på ti sprog. Forskellige kontorer og organer er blevet etableret, beliggende ved Verdens Centret eller andre steder, betroet at støtte læringsprocessen der udfolder sig på tværs af mange områder af bestræbelse i hele bahá’í verdenen. Alt dette, vore søstre og brødre i tro, er kun en brøkdel af det eventyr, vi kunne fortælle om jeres hengivenhed for Ham, som var Verdens Forurettede, har frembragt. Vi kan kun gentage de gribende ord, engang udtalt af den elskede Mester, da han blev overvældet af sindsbevægelse, Han udbrød: ”Oh Bahá’u’lláh! Hvad har du udvirket?”

*

Fra panoramaet over et centralt kvart århundrede flytter vi nu vores fokus til den seneste Femårsplan, en Plan, der ikke ligner nogen tidligere Plan på flere områder. I denne Plan tilskyndede vi verdens bahá’íer til at trække på alt, hvad de havde lært i de foregående tyve år og sætte det på fuld effekt. Vi er henrykte over at vore håb i denne henseende blev mere end indfriet, men selv om vi naturligvis forventer store ting af Den Velsignede Skønheds tilhængere, så var karakteren af det, der blev opnået gennem deres herkuliske anstrengelser virkeligt betagende. Det var kronen på værket på en bedrift, der tog femogtyve år at udføre.

Planen var særligt uforglemmelig, da den blev tredelt af to hellige 200-årsdage, der hver forstærkede lokale samfund verden over. De trofastes kompagni demonstrerede, på en skala der aldrig tidligere er set og med relativ lethed, en evne til at inddrage folk fra alle dele af samfundet i en æresbevisning til en Guds Manifestations liv. Det var en kraftig indikation på noget større: evnen til at kanalisere frisættelsen af enorme åndelige energier for Sagens fremgang. Så storslået var tilbagemeldingen, at Troen mange steder blev drevet ud af ubemærketheden på det nationale Plan. I miljøer, hvor det var uventet, måske havde man ikke søgt efter det, blev en mærkbar modtagelighed over for Troen tydelig. Tusinder og tusinder og atter tusinder blev bevæget af deres kontakt med en hengiven ånd, der i dag er karakteristisk for bahá’í samfund overalt. Visionen for hvad der kan lade sig gøre ved at afholde en bahá’í helligdag blev udvidet til det grænseløse.

Opnåelserne i Planen, helt enkelt i tal, oversteg hurtigt alle de foregående siden 1996. Ved begyndelsen af denne Plan var der kapacitet til at varetage lidt over 100.000 kerneaktiviteter på et givet tidspunkt, en kapacitet der var frugten af tyve års fælles bestræbelse. Nu bliver der opretholdt 300.000 kerneaktiviteter ad gangen. Deltagelsen i disse aktiviteter er vokset til over to millioner, hvilket også er tæt på en tredobling. Der er 329 nationale og regionale træningsinstitutter i drift, og deres kapacitet bliver bevidnet af den kendsgerning, at trekvart million mennesker har været i stand

til at fuldføre mindst én bog i sekvensen; alt i alt er antallet af kurser, der er fuldført af enkeltpersoner, nu oppe på to millioner – en stigning på godt en tredjedel i løbet af fem år.

Den øgede intensitet, med hvilken vækstprogrammerne rundt om i verden bliver fulgt, fortæller sin egen imponerende historie. I dette femår opfordrede vi til, at væksten skulle forøges i hvert eneste af de 5000 områder, hvor den var begyndt. Denne nødvendighed blev igangsætteren af seriøse bestræbelser i hele verden. Som et resultat fordobledes antallet af intensive vækstprogrammer, godt og vel og er nu på cirka 4.000. Der var vanskeligheder med at åbne nye landsbyer og nabolag for Troen midt i en global sundhedskrise, eller voksende aktiviteter der var på et tidligt stade, da pandemien begyndte, forhindrede et endnu højere facit i blive nået i Planens sidste år. Der er imidlertid mere at fortælle end dette. Ved Planens begyndelse havde vi udtrykt håbet om, at antallet af områder, hvor vennerne havde nået den tredje milepæl ad vækstens kontinuum, som en konsekvens af at lære, hvordan man byder et stort antal velkommen i sine aktiviteters favn, ville vokse med endnu 100. Dét facit landede på cirka 200 fordelt i mere end 40 lande. Fem år senere er dette tal steget til overraskende 1.000 i næsten 100 lande – en fjerdedel af alle intensive vækstprogrammer i verden og en opnåelse langt over vores forventninger. Og selv disse tal viser ikke de højeste tinder, hvortil samfundet er steget. Der er flere end 30 områder, hvor antallet af kerneaktiviteter, der støttes, overstiger 1.000; i alt er det adskillige tusinde, der involverer deltagelse af flere end 20.000 mennesker i et enkelt område. Et stigende antal lokale åndelige råd fører nu tilsyn med udbredelsen af undervisningsprogrammer, der søger at tilfredsstille stort set alle børn og alle juniorer i en landsby; den samme virkelighed er ved at tegne sig i nogle få nabolag i byer. Optagethed af Bahá’u’lláhs Åbenbaring har, i iøjnefaldende tilfælde, rakt videre end enkeltpersoner, familier og fjerne slægtninge – hvilket bevidnes af befolkningers bevægelse mod et fælles center. Nogle gange er ældgamle fjendskaber mellem bekæmpende grupper blevet bilagt, og særlige samfundsstrukturer og dynamikker er ved at blive omdannet i lyset af den guddommelige lære.

Vi kan kun være henrykte over så imponerende fremgang. Den samfundsopbyggende kraft i

Bahá’u’lláhs Tro viser sig hele tiden med større tydelighed, og den er et solidt fundament, som den kommende Niårsplan vil bygge på. Områder med tydelig styrke har, som det var håbet, vist sig at være videnslagre og ressourcer for deres naboer. Og regioner, hvor der er mere end ét af den slags områder, har lettere udviklet midler til at øge væksten i område efter område. Vi føler os imidlertid nødsaget til igen at understrege, at fremgangen har været næsten universel; forskellen i fremgang mellem de forskellige steder er markant. Samfundets kollektive forståelse af processen med gruppevis indtræden og dets tillid til egen formåen til at stimulere denne proces under alle forhold er steget til niveauer, der var utænkelige for årtier siden. De dybsindige spørgsmål, der havde været utydelige i så lang tid, og som der blev fokuseret skarpt på i 1996, er blevet besvaret overbevisende af bahá’í verdenen. Der er en generation af troende, hvis hele liv bærer aftrykket af samfundets fremgang. Men den rene sandhed er, at hvad der skete i de mange områder, hvor ”læringens frontlinjer” er blevet udvidet, har vendt en tydelig fremgang i processen med gruppevis indtræden til en betydningsfuld proces af historiske dimensioner.

Mange er bekendt med, hvordan Beskytteren inddelte Troens Tidsaldre i fortløbende epoker; den femte epoke i Den Formende Tidsalder begyndte i 2001. Det er mindre kendt, at Beskytteren også lavede specifikke referencer til, at der skulle være epoker i Den Guddommelige Plan og trin i epokerne. Holdt i bero i to årtier mens den Administrative Ordens lokale og nationale organer blev opbygget og styrket, blev Den Guddommelige Plan, udtænkt af ’Abdu’l-Bahá officielt indvarslet i

1937 med begyndelsen af et første trin i den første epoke: Syvårsplanen blev overdraget af Beskytteren til Det Nordamerikanske Bahá’í Samfund. Denne første epoke sluttede efter afslutningen af Tiårs Korstoget i 1963, der havde resulteret i, at Troens fane var blevet plantet over hele verden. Åbningstrinet i den anden epoke var den første Niårsplan og der er fulgt ikke mindre end ti Planer i dens kølvand, Planer der har strakt sig fra tolv måneder til syv år. Ved daggryet af denne anden epoke, bevidnede bahá’í verdenen allerede de tidligste begyndelser af denne gruppevise indtræden i Troen, som var blevet forudset af Forfatteren til Den Guddommelige Plan; i de følgende tiår har generationer af hengivne troende i Det Største Navns samfund arbejdet i den Guddommelige Vingård med at opdyrke de betingelser, der er betingelserne for vedvarende vækst i stor målestok. Hvor er frugterne af det hårde arbejde dog talrige i denne herlige Riḍván tid! Fænomenet med anseelige antal, der øger aktiviteterne i samfundet, griber troens gnist og hurtigt rejser sig for at tjene i Planens forreste række, har bevæget sig fra at være en forudsigelse næret af tro til en tilbagevendende virkelighed. Sådan et udtalt og håndgribeligt fremskridt kræver at blive optegnet i Sagens annaler. Med opløftede hjerter bekendtgør vi, at den tredje epoke i Mesterens Guddommelige Plan er begyndt. Trin efter trin, epoke efter epoke skal Hans Plan bredes ud, indtil Kongerigets lys oplyser ethvert hjerte.

*

Kære venner, intet tilbageblik på det femårs foretagende, der afsluttede den anden epoke af Den Guddommelige Plan, ville være tilstrækkeligt uden en særlig henvisning til de omvæltninger, der fulgte dens sidste år, og som endnu varer ved. Restriktionerne for personlig interaktion som kom og gik i de fleste lande i denne periode, kunne have tilført samfundets samlede anstrengelser et alvorligt slag, som det måske ville have taget år at komme sig over, men der er to grunde til, at det ikke var tilfældet. Den første var den udbredte bevidsthed om bahá’íers pligt til at tjene menneskeheden, altid mest i tider med fare og modgang. Den anden var den ekstraordinære kapacitetsforøgelse i bahá’í verdenen til at give udtryk for den bevidsthed. Vænnet til over mange år at vælge mønstre for systematisk handling, fik vennernes kreativitet og målrettethed, til at kunne håndtere en uforudset krise, samtidig med at de sikrede sig, at de nye tiltag, som de udviklede, var i overensstemmelse med den struktur, som de havde arbejdet på at fuldende i de foregående Planer. Dette er ikke for at overse de alvorlige vanskeligheder, som bahá’íerne har været igennem, ligesom deres landsmænd i alle lande; ikke desto mindre er de troende forblevet fokuserede gennem alvorlige vanskeligheder. Ressourcer er blevet overført til samfund i nød, valg blev gennemført, hvor det var muligt og i alle tilfælde har Sagens institutioner fortsat med at udføre deres pligter. Der har endda været modige skridt fremad. Det Nationale Åndelige Råd for Sao Tomé og Príncipe vil blive genetableret denne Riḍván, og der vil blive rejst to nye søjler under Det Universelle Retfærdighedens Hus: Det Nationale Åndelige Råd for Kroatien med sæde i Zagreb og Det Nationale Åndelige Råd for Timor-Leste med sæde i Dili.

Og så begynder Etårsplanen. Dens formål og betingelser er allerede blevet beskrevet i vores budskab, der blev sendt på Pagtens Dag; denne Plan, om end kort, vil være tilstrækkelig til at forberede bahá’í verdenen på den kommende Niårsplan. En periode med særlig kraft, som begyndte

100 år efter åbenbaringen af Den Guddommelige Plans Tavler, vil snart slutte med

hundredårsdagen for ’Abdu’l-Bahás bortgang, der markerer afslutningen på det første århundrede i Den Formative Tidsalder og begyndelsen på det andet. De troendes kompagni går ind i denne nye Plan på en tid, hvor menneskeheden er holdt nede af afsløringen af sin egen sårbarhed, ser ud til at være mere bevidst om nødvendigheden af at samarbejde om at behandle globale udfordringer. Ikke desto mindre forhindrer indgroede vaner med konkurrence, egeninteresse, fordomme og snæversyn fortsat bevægelsen mod enhed, på trods af at et voksende antal i samfundet viser, med ord og handling, hvordan de også længes efter mere anerkendelse af menneskehedens iboende enhed. Vi beder for, at nationernes familie må lykkes med at lægge forskellighederne til side for almenvellets interesser. Til trods for usikkerhederne der indhyller de kommende måneder, bønfalder vi

Bahá’u’lláh om give de bekræftelser, der har næret Hans tilhængere så længe og stadig rigeligt, at I må blive båret fremad i jeres kald, må bevare fatningen i verdens turbulens, hvor behovet for Hans helende budskab er endnu mere akut.

Den Guddommelige Plan træder ind i en ny epoke og et nyt trin. Siden er vendt.